Hurtigruten vil være mere synlig i Danmark. Satser på 15.000 gæster.
Hurtigruten i Norge ændrer strategi i Danmark. I stedet for som hidtil at have DSB Rejsebureau som GSA, vil Hurtigruten nu samarbejde med en række rejsebureauer.
“Vi vil gerne være mere synlige og aggressive i Danmark. Vi har haft et fortrinligt og godt samarbejde med DSB Rejsebureau som GSA, og DSB Rejsebureau vil lang tid fremover være vores vigtigste samarbejdspartner i Danmark. Men vi vil ikke mere have en GSA. Vi er i kontakt med flere større rejsebureauer i Danmark, som vi gerne vil samarbejde med og vil gerne bruge flere ressourcer. Det kan DSB ikke klare alene,” sagde Tom Martin Jensen, Salesmanager, Hurtigruten, Danmark til Stand By, da Hurtigrutens nye flagskib “Midnatsol” i går blev præsenteret på Langelinje med 1.300 besøgende.
Dagen inden havde skibet været i Aarhus med 600-700 besøgende.
“Vi har i øjeblikket omkring 6.000 – 7.000 gæster fra Danmark. Mit mål og gæt er, at vi i løbet af to år når op på 15.000 gæster fra Danmark. Det skal bl.a. ske ved flere fremstød og kampagner i Danmark,” siger Tom Martin Jensen.
På “Midnatsol” blev der solgt rejser med 2.000 kr. rabat, undtagen i højsæsonen, og der blev solgt mange rejser. “Midnatsol” med plads til 1.000 passagerer er Hurtigrutens skib nr. 14, og Hurtigrutens flagskib. Midnatsol skal i sommer sejle i Middelhavet og i Norge. Hurtigruten har dermed krydstogter i Norge, Middelhavet, Svalbart, Antaktis og til næste år Grønland.
“Hurtigruten spreder sig nu på flere dele af agentdelen. Det er udviklingen. Samtidig kommer en lokal markedsføring og det er vældig positivt,” siger Sigurd Kyed Bendixen, salgschef, Hurtigruten, DSB Rejsebureau til Stand By.