- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS og Spies i samarbejde

Selv om man rejser med et charterbureau, skal kunden ikke forvente at flyve med charterfly. I hvert fald ikke på Spies Rejsers ni citybreak-destinationer i Europa – her flyves fremover kun med ruteselskaber, primært SAS og dets datterselskaber, som står for 85% af produktionen, mens Turkish Airlines betjener den eneste millionby i verden ved to ...

Selv om man rejser med et charterbureau, skal kunden ikke forvente at flyve med charterfly. I hvert fald ikke på Spies Rejsers ni citybreak-destinationer i Europa – her flyves fremover kun med ruteselskaber, primært SAS og dets datterselskaber, som står for 85% af produktionen, mens Turkish Airlines betjener den eneste millionby i verden ved to kontinenter, Istanbul.



”Vi har købt 8.000 sæder hos SAS, Spanair og Snowflake. Dermed kan vi få de attraktive pladser i weekenden. Det er første gang, vi indgår et så stort samarbejde med SAS, og forhandlingerne har været en utrolig positiv og god proces,” siger Spies Danmarks direktør, Jan Vendelbo, til Take Off, og tilføjer:




”Vi kan købe SAS-billetter på niveau med, hvad vi selv kan producere til. Derfor vil vi også fremover bruge rutefly til destinationer med for lille efterspørgsel til, at det kan betale sig at flyve med vores egne fly fra MyTravel Airways.”



Det omfattende samarbejde mellem Spies og SAS begynder til marts. Weekend- og 1-ugesrejser til de europæiske storbyer kombineres med Spies og søsterselskabernes storindkøb af hotelværelser. ”Storindkøbene giver os priser, som selv ikke nettets bedste søgemaskiner kan finde,” siger Jan Vendelbo.



Han fortsætter: ”Med SAS og de andre flyselskaber kan vi tilbyde “rigtige” forlængede weekends med afgang torsdag og hjemkomst søndag – altså tre overnatninger. Andre rejsearrangører “snyder lidt på vægten” og udbyder rejser med kun to overnatninger til priser, der ofte er højere end vores.”



Det nye city-katalog henvender sig til de ca. 100.000 danskere, der hvert år supplerer den traditionelle ferie med en forlænget weekend eller to i en storby. Listen over danskernes fem foretrukne storbyer er i følge Spies: London, Paris, Rom, Barcelona og Prag.




”I kataloget er også “himmelstormere” som fx. Wien, Budapest og Istanbul. Alle vores storbyer kan besøges torsdag til søndag – eller på ugerejser fra søndag til søndag,” siger Jan Vendelbo, der fra slutningen af februar også kan tilbyde en weekend i Palma på Mallorca med SAS’ Snowflake.



80 REJSEMÅLSGUIDER PÅ MYTRAVEL.DK




MyTravel hjemmeside har i øjeblikket over 150.000 besøgende om ugen. Her kan brugerne bl.a. finde rejsemålsguider. De nyeste er til Prag og Wien, og med dem er der nu i alt 80 rejsemålsguider.



I 2003 blev der downloaded ca. 90.000 rejsemålsguider. En af de populæreste er Den Store Golfguide.



Guiderne er skrevet i samarbejde med MyTravel-ansatte, som bor fast på de enkelte rejsemål. De bidrager med deres lokale kendskab: Hvor er de gode restauranter, hvor er der godt at bade eller se på kultur, og hvordan kommer man lettest omkring med børn?

Skrevet af