- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kaos for danskere uden rejseforsikring

Op mod 800.000 danske ferierejsende bliver berørt når det gule sygesikringsbevis fra årsskiftet ikke mere dækker lande som Kroatien og Tyrkiet. DRF kalder det den største ændring for danske ferierejsende i nyere tid. Rejsebureauerne skal massivt være med

Det offentlige har ikke afsat penge til at informere om ændringen – “der skal formodentlig konkrete sager på bordet før det sker,” siger Danmarks Rejsebureau Forenings adm. direktør, Lars Thykier, til Take Off. Emnet blev behandlet som et af de vigtigste på denne uges generalforsamling i DRF.



Det er et politisk forlig om Finansloven for 2007 som giver ændringen. Den betyder bl.a., at det gule sygesikringskort fra 2008 ikke giver adgang til gratis lægebehandling og lægeordineret hjemtransport til Danmark i lande som Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Marokko, Tunesien, Jordan, Libanon, Ukraine.

Op mod 800.000 danskere rejser i år til disse lande, oplyser DRF – og har de fra næste år ikke egen rejseforsikring, er de ilde stedt, hvis de kommer galt af sted.



Det offentlige kan spare 65 mio. kr. på ændringen, som indirekte tvinger danske ferierejsende til selv at sørge for egen rejseforsikring når de rejser på ferie til en lang række lande, som bliver pillet af sygesikringskortets dækning.



“Der er meget stort behov for at informere om denne ændring – det skal det offentlige gøre, men de har nærmest ikke afsat penge til dette. Men også rejseforsikringsselskaber og rejsebureauerne bør absolut snarest begynde at informere om ændringen. Det her er meget vigtigt ikke mindst fordi informationen er en del af den information der SKAL gives når man sælger Pakkerejser,” siger Lars Thykier.



Ændringen betyder bl.a. også, at det gule kort ikke mere dækker lægeordineret hjemtransport i nogen lande – dermed ryger bl.a. den ”berømte” knogleekspres ud; som årligt flyver ca. 1.000 danskere hjem som er kommet til skade på deres skiferie.



”Det er en massiv problemstilling, rejsebureauerne skal fortælle ændringen på deres hjemmesider, kataloger osv. – for mange danskere har formentlig ikke hørt om ændringen og ved derfor ikke, at de skal tegne en privat rejseforsikring,” siger Lars Thykier og tilføjer:



”Danmarks Rejsebureau Forening har ikke penge til en sådan kampagne. Vi holder møder med Danske Regioner (afløseren for Amtsrådsforeningen, red) om en infokampagne, men jeg frygter, at der skal konkrete sager på bordet, hvor danskere ikke har fået den hjælp de troede de havde krav på, før det offentlige sætter penge af til en informationskampagne.”



DRF’s direktør er bl.a. meget bekymret fordi et land som Kroatien ryger af listen over dækkede lande. ”Kroatien er et land, som danskerne selv kan køre til; det grænser op til Italien, så kører man fra Italien ind i Kroatien, er man ikke mere dækket af det gule kort. Sidste år var de ca. 40 sager, hvor danskere på ferie i Kroatien havde brug for lægebehandling etc.,” siger Lars Thykier.





Når ændringen træder i kraft, vil den offentlige sygesikring udelukkende dække sygebehandling i EU-lande og EØS-landene Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.



Læs også Fredagsklummen.



HB


Skrevet af