- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Flere og flere klager over flyrejser

De spanske og irske flyselskaber tegner sig for halvdelen af alle klager over flyrejser i Europa.

En ny rapport fra Forbruger Europa om flypassagerers rettigheder viser, at antallet af klager fra de europæiske flypassagerer er fordoblet på bare et år. Det drejer sig her kun om de klager, som det fælleseuropæiske forbrugernetværk har modtaget, og de mange klager, der er sendt direkte til de pågældende flyselskaber, er dermed ikke med i undersøgelsen.

Forbruger Europa fik sidste år 4.900 henvendelser om flypassagerers rettigheder. Året før var det bare 2.700. Af de 4.900 klager var 3.000 decideret over flyselskaber. Tre pct. vedrørte danske flyselskaber, mens det året før blot var en pct.
”Forbrugerne nyder godt af de billige billetter. Men nogle af de især spanske og irske flyselskaber har problemer med at give forbrugerne den hjælp og de ting, de har krav på, når noget går galt undervejs. Det bør man holde sig for øje, før man takker ja til et slagtilbud,” siger Peter Fogh Knudsen, leder af Forbruger Europa i Danmark.

Halvdelen af alle klagerne handler i dag om spanske og irske flyselskaber, hvor henholdsvis Spanair og Ryanair hører til, og det er en tredobling i forhold til året før.
”Det er et problem, at de spanske og de irske myndigheder ikke har haft samme succes med at sætte ind over for de selskaber, der har svært ved at overholde reglerne på markedet,” mener Peter Fogh Knudsen

(Berlingske Tidende, d. 8. december, 2007)

Skrevet af