- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Opgav job som rejsedirektør i udlandet

Efter ni måneder som direktør for dansk rejsebureau i udlandet, er direktøren vendt hjem til Danmark med sin familie.

Jesper Kjeldsgaard (billedet) blev i september sidste år chef for det danske rejsebureau Topas’ aktiviteter i Vietnam – og forlod topjobbet som nordisk direktør for Gouda Rejseforsikring.

Men i forrige måned vendte han og familien hjem til Danmark – ”af personlige årsager,” sagde Jesper Kjeldsgaard i går til Take Off. Han er nu ved at finde nyt job – i eller uden for rejsebranchen.

Hos Topas i Vietnam er han afløst af bureauets tidligere direktør, Peter Michaelsen, som ønskede at komme tilbage til Vietnam.



”Jobbet i Vietnam var spændende, min familie og jeg har fået en oplevelse for livet, selv om vi valgte at afkorte kontrakten. Og Topas og jeg har sagt pænt farvel til hinanden,” siger Jesper Kjeldsgaard.



Jesper Kjeldsgaard kom til Gouda i 2000. Her var han i 2004 underdirektør, da han afløste Ole Ærthøj som nordisk direktør.

Ole Ærthøj, som for en halv snes år siden plantede Goudas flag i Danmark, skulle til det hollandske rejseforsikringsselskabs hovedkontor som direktør for alle Gouda-koncernens internationale aktiviteter.



Ole Ærthøj er dog fra næste måned tilbage i Danmark som bl.a. nordisk direktør. Jesper Kjeldsgaards afløser i Gouda, Claus Løfberg Jørgensen, stoppede nemlig i marts i år som nordisk direktør for Gouda.



HB

Skrevet af