- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Grønlands Hjemmestyre har købt AUL tilbage

Konsortiet Arctic Travel Group mistede mellem 25 og 30 mio. DKK på første sæson som ejer af Arctic Uniaq Line. Nu har Grønlands Hjemmestyret taget rederiet og skibene tilbage.

Det grønlandske Landsstyres bestræbelser for at privatisere skibspassagertrafikken er mislykkedes. Derfor har konsortiet Arctic Travel Group A/S, der ejes af Albatros Travel, Profil Rejser og Topas Adventure Travel som ejer Arctic Umiaq Line A/S nu solgt selskabet inklusiv kystskibene tilbage til det 100 procent hjemmestyreejede selskab Rederiafviklingsselskabet.
”Landsstyret har valgt at lade Rederiafviklingsselskabet tilbagekøbe aktierne fra Arctic Travel Group for at sikre selskabets tilgodehavender, samt at sikre en fortsat drift af skibspassagertrafikken i sommerperioden,” hedder det i en pressemeddelelse fra Grønlands Hjemmestyre.

Arctic Travel Group kastede håndklædet i ringen, da en uanmeldt inspektion hos rederiet i Nuuk afslørede, at der var et kapitaltab i det grønlandske selskab på mellem 25 og 30 mio. DKK. Dertil kom, at det så ud til at være vanskeligt at få økonomi i rederiet – også til næste år. Derfor valgte Arctic Travel Group at trække sig i tide, så tabene blev begrænset.
Kun de tre operatører i Arctic Travel Group kommer ifølge Søren Rasmussen til at tabe penge på skibseventyret i Grønland. ”Det beløber sig til 15-16. mio. DKK i alt. Det øvrige underskud er dækket af værdier i selskabet. I praksis overtager Grønlands Hjemmestyre dets pant på 65 mio. DKK i selskabet,” siger formand for Arctic Travel Group, Søren Rasmussen, der også er direktør for Albatros Travel.
Den første melding om store økonomiske problemer i Arctic Travel Group kom i begyndelsen af september. Da meddelte selskabet, at det indstillede dets luftfartsaktiviteter.
Arctic Travel Groups uanmeldte inspektion i Nuuk sidst i august førte til, at bestyrelsen fyrede direktøren for det grønlandske selskab med øjeblikkelig virkning.
Her til morgen mødtes den ny bestyrelse til det første ordinære møde. Det står ikke klart, hvilket mandat den ”ny” ejer har udstyret bestyrelsen med bortset fra, at den har fået til opgave at analysere, om det kan lade sig gøre at fortsætte skibstrafikken langs Grønlands vestkyst.
Ifølge Grønlands Radioavis vil Arctic Umiaq Line fortsætte driften i resten af sæsonen, ligesom ”Sarpik Ittuk”, der er chartret af amerikanske Quark Expeditions til sejlads ved Antarktis, også kommer af sted. Spørgsmålet, der presser sig på, er, hvad vil der ske til næste år?
”Den beslutning vil blive taget inden for ganske få uger,” siger den nye bestyrelsesformand for Arctic Umiaq Line, Vagn Andersen, til Radioavisen.

Skrevet af