Londons politidirektør, sir Ian Blair, finder det "sandsynligt" med nye terroristangreb mod London. ”Det er der ingen tvivl om,” siger han til BBC.
Udtalelsen faldt samtidig med, at det britiske antiterrorkorps ransagede huse i det nordøstlige England samt i Leeds på jagt efter terroristerne bag bombningerne torsdag i London – og som muligvis planlægger nye angreb.
Flere medier rapporterer, at britisk politi har foretaget de første anholdelser i forbindelse med terrorbomberne.
Ifølge BBC er det uvist, hvor mange der er anholdt.
Ifølge Sky News omkom alle bombemændene, men oplysningen er ikke bekræftet. Samtidig rapporterer flere medier, at bombemanden i bussen er blandt de 13, der blev dræbt ved buseksplosionen. Det vides endnu ikke om bomben gik af ved en fejl.
Ved de tre bombeeksplosioner i undergrundsbanen omkom mindst 39 samt 13 andre i bussen på Tavistock Square. Over 700 blev såret.