Når DanCenters samarbejdspartnere og ansatte rundt omkring i landet fremover skal besøge det danske hovedkontor, skal de vænne sig til en ny adresse. Feriehusudlejeren er nemlig netop flyttet.
DanCenter har taget hul på et nyt kapitel. Sådan lyder det i hvert fald fra feriehusudlejeren selv i forbindelse med, at selskabet har skiftet de hidtidige rammer i Nordvest ud med en ny adresse i centrum af København.
Fremover vil DanCenter være at finde på Kronprinsensgade, der ligger et stenkast fra henholdsvis Rundetårn, Storkespringvandet og Kongens Nytorv. Det er meningen, at lokalerne skal fungere som udlejerens nye danske hovedkontor.
I en pressemeddelelse forklarer DanCenter, at man har valgt at flytte til den mere centrale beliggenhed, fordi feriehusudlejeren mener, at det kan bidrage til virksomhedens fortsatte udvikling. I de nye lokaler kan der desuden etableres bedre faciliteter til møder, samarbejde og videndeling.
Får bedre muligheder
Siden 2019 har DanCenter været en del af den indiske koncern Prism (tidligere Oravel Stays, red.), men de seneste år har været turbulente, da feriehusudlejeren ad flere omgange har været skydeskive for kritik fra blandt andet gæster og leverandører.
En af de centrale opgaver, som skal løses af de ansatte, der i fremtiden vil have deres daglige gang i det centrale København, bliver at bidrage til driften rundt omkring i landet. DanCenter har 35 lokalkontorer, som personalet på hovedkontoret bistår med administrative, kommercielle og operationelle opgaver.
Suzanne Heide, der er teamleder hos DanCenter, mener, at de nye rammer på Kronprinsensgade giver de ansatte bedre forudsætninger for at bidrage til forretningen rundt omkring i landet.
“Vores lokalkontorer er rygraden i DanCenters forretning, og fra det nye hovedkontor får vi endnu bedre muligheder for at understøtte de lokale teams og styrke samarbejdet på tværs af organisationen.”
Mere moderne rammer
Teamlederen ser desuden flere forskellige fordele i flytningen for den danske feriehusudlejer. Det nye hovedkontor skal blandt andet fungere som et sted, hvor DanCenter – der har udlejet ferieboliger siden 1957 – kan samle alle virksomhedens interessenter.
”Samtidig får vi mere moderne rammer, som matcher vores behov bedre. Vi har længe manglet et større og mere funktionelt mødelokale, hvor vi kan samle medarbejdere, samarbejdspartnere og kolleger fra hele landet,” forklarer Suzanne Heide.
”Det får vi nu, og det vil styrke både videndeling, planlægning og den daglige dialog på tværs af DanCenter.”
Relaterede artikler:
DanCenter gør entré på nyt marked og åbner hotel