- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark åbner for Europa – minus seks lande

De danske rejsevejledninger lempes, så danskerne fra på lørdag atter kan rejse ud i Europa. De danske rejsevejledningerne fraråder rejser til Irland, Malta Portugal, Rumænien, Sverige og UK.

(Opdateret med informationen om, at Malta kommer på den gule liste fra 1. juli når landet genåbner for blandt andet danske turister)

Fra på lørdag kan danskerne igen, med forsigtighed, rejse til 25 europæiske lande, oplyser Udenrigsministeriet onsdag eftermiddag.

Ligeledes kan borgere fra de 25 lande rejse til Danmark som turister. Men for at undgå at få besøg af for mange udenlandske turister kræver Danmark fortsat, at de udenlandske gæster på forhånd køber mindst seks overnatninger i Danmark. De 25 lande går fra at være orange til gule i rejsevejledningerne.

Nævnt alfabetisk er de 25 lande, der nu åbnes for: Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Island, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Norge, Polen, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Schweiz, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

Der var allerede åbent for rejser til Tyskland, Norge og Sverige. Med undtagelse af Kroatien og Slovenien er ingen andre Balkan-lande med på den gule danske liste.

Data vedr. kriterier for smitte for hvert land i EU, Schengenområdet samt Storbritannien. (Kilde: Statens Serum Institut) – klik for at se i stort format.

Ikke med på listen er Irland, Malta Portugal, Rumænien, Storbritanien og Sverige (med undtagelse af regionen Västerbotten.) Malta kommer dog på den gule liste efter 1. juli, hvor Middelhavslandet igen åbner for indrejser.

I sin pressemeddelelse skriver Udenrigsministeriet blandt andet:

”Den nye model for rejsevejledninger i EU- og Schengenlandene samt Storbritannien bliver nu sat i værk. I dag, torsdag, har Statens Serum Institut offentliggjort tabellen over lande, som opfylder en række objektive kriterier.

Udenrigsministeriet offentliggør i forlængelse heraf nu listen over hvilke rejsevejledninger, der vil være gule eller orange. De konkrete rejsevejledninger vil kunne ses på Udenrigsministeriets hjemmeside fredag (i morgen).”

”Åbne lande” eller ”karantænelande”
Sommerens rejsevejledninger for EU- og Schengenlandene samt Storbritannien vil fremadrettet blive opdateret på baggrund af flere elementer. Et vigtigt element vil være opgørelsen fra Statens Serum Institut, der på baggrund af objektive kriterier i forhold til antal smittede og testregime nu klassificerer dem som enten ”åbne lande” eller ”karantænelande”.

Det er dog kun ét af kriterierne for opdatering af rejsevejledningerne. Et yderligere er, hvorvidt andre lande har betydelige indrejserestriktioner og karantæneregler over for danske rejsende. Ved ankomst til Storbritannien skal de fleste udlændinge i to uger karantæne.

Nye opdateringer hver uge
Statens Serum Institut vil fremadrettet udsende opgørelsen for ”åbne lande” og ”karantænelande” hver torsdag klokken 16.

I umiddelbar forlængelse heraf vil Udenrigsministeriet opdatere rejsevejledningerne, såfremt der er anledning til ændringer siden den seneste opdatering. Derudover vil Udenrigsministeriet opdatere rejsevejledningerne løbende, såfremt der sker ændringer i landenes indrejserestriktioner eller karantæneregler.

Statens Serum Institut vil ugentligt opdatere smittetal på regionalt niveau for de fleste EU- og Schengenlande samt Storbritannien.

Såfremt man opholder sig i en region, hvor smittetallet er over 50 nye smittede pr. 100.000 pr. uge, opfordres man til ved hjemkomst at lade sig teste. Se listen over regioner med over 50 nye smittede på SSI’s hjemmeside.

Kigger på åbninger til andre lande
Udenrigsministeriet skriver også, at der arbejdes på en model for åbning til visse tredjelande, som har et fornuftigt smittetryk, et tilstrækkeligt udbygget testregime, pålidelige indrapporteringer og i øvrigt en håndtering af pandemien, som er sammenlignelig med de europæiske landes.

Det vil desuden være en forudsætning for en lempelse af rejsevejledningen, at det pågældende land ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende.

Relaterede artikler:

Rejsebureauforening uafklaret om retssag mod staten

Rejsebureau klar med første charterfly til Sydeuropa

Kritik af regeringen for ny ændring af rejseregler