- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark åbner for turisme til og fra Tyskland, Norge og Island

Fra mandag den 15. juni kan danskerne rejse som turister til Tyskland, Norge og Island – ligesom borgere fra disse lande kan rejse til Danmark. Alle andre ikke-nødvendige rejser frarådes til 31. august.

Tre lande bliver nu gule i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Danmark tillader atter turister fra Tyskland, Norge og Island – ligesom danskerne kan rejse til disse lande som turister.

Det oplyste blandt andet statsminister Mette Frederiksen på fredagens pressemøde. Mens der nu åbnes til de tre lande, forbliver de danske grænsebomme nede for resten af verden når det gælder alle ikke-nødvendige rejser frem til 31. august.

Tyskere, nordmænd og islændinge, der fra 15. juni vil rejse ind i Danmark, skal have en forhåndsreservation på seks overnatninger til et dansk overnatningssted, hotel, campingplads og så videre. Dog må der ikke overnattes i Københavns og Frederiksberg kommuner. Turister må gerne besøge for eksempel Tivoli og andre attraktioner i København, men de må ikke overnatte.

Målt i omsætning for danske turisme er åbningerne til Tyskland og Norge meget velkomne. Dansk Erhverv udsendte forleden statistisk opgørelse der viste, at sidste år brugte udenlandske turister tæt på 55 milliarder kroner i Danmark, her af lagde tyskerne på førstepladsen og Norge på andenpladsen henholdsvis 15,2 og 8,1 milliarder kroner.

Godt for ferieboliger – katastrofe for charterrejsebureauer
Åbningen fra Norge og Tyskland er godt nyt for blandt andet udlejere af ferieboliger på navnlig den jyske vestkyst. Men at der kun blev åbnet til Norge, Tyskland og Island er en katastrofe for de fleste udgående rejsebureauer, ikke mindst charterselskaberne, der har hovedparten af deres omsætning i sommersæsonen.

I de opdaterede danske rejsevejledninger opfordrer Udenrigsministeriet til, at danske turister undgår byområder med 750.000 indbyggere eller derover.

Der er informationer om gældende regler med mere i Tyskland, Norge og Island i Udenrigsministeriets app Rejseklar, der kan hentes via dette link.

Regeringen er i dialog med Sverige og Finland, og der kan på den baggrund eventuelt blive foretaget lempelser i rejsevejledningerne inden den 31. august. For Sverige kan det for eksempel være regionalt med særligt fokus på Øresundsregionen, oplyser Udenrigsministeriet.

Relaterede artikler:

”Turistkontorer får stor rolle efter corona-krisen”

Derfor er tysk og norsk turisme så vigtig i Danmark

Rejsegigant vil sælge hotelferier i Danmark