- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark får første biludlejningsautomat

TURISME: Hertz Biludlejning har fået Danmarks første automat, hvor kunderne uden for kontorets normale åbningstid kan hente deres i forvejen bestilte bil.

TURISME: Hertz Biludlejning har fået Danmarks første automat, hvor kunderne uden for kontorets normale åbningstid kan hente deres i forvejen bestilte bil.

Hertz åbnede forleden Danmarks første selvbetjeningsstation for biludlejning i Københavns Lufthavn. Ved hjælp af et par tryk på en touchskærm kan kunden styre uden om skranken og slippe for det gammeldags papirarbejde.

”Selvbetjeningsautomaten er et fælles nordisk projekt, som allerede er i Sverige. Vi har først nu følt det relevant at introducere automaten i Danmark,” siger Søren Aaen, flådechef hos Hertz i Danmark, til standby.dk om projektet, der kaldes ’kiosken’.

Behovet for kiosken opstod efter de fem biludlejningsselskaber i Københavns Lufthavn ved årsskiftet blev tvangslyttet. Hidtil havde de ligget ganske tæt på passagerudgangen efter toldkontrollen, men lufthavnen havde brug for pladsen til sine igangværende udvidelser. Derfor blev biludlejningsselskaberne placeret i området ved det tidligere indenrigsområde.

”Før kunne vi bruge den nærliggende lufthavnsinformation til at få udleveret bilnøgler til vores kunder uden for vores kontors åbningstid. Men efter vi blev flyttet, har vi været tvunget til at udvide åbningstiden,” siger Søren Aaen og tilføjer: ”Derfor er den nye kiosk et godt supplement til vores personale. Automaten kan scanne pas og kørekort, inden den udleverer bilnøglen til kunden. I første omgang kan den kun ekspedere kunder, der har lejet bil på forhånd.”

Kiosken kan findes bag Hertz nye udlejningskontor i Københavns Lufthavn. Kunden indtaster blot sit reservationsnummer samt personlige ID-oplysninger og efter et par tryk på skærmen frigives bilnøglen med besked om, hvor den er parkeret.

Flådechefen tilføjer, at der kommer en tilsvarende automat næste år i Billund Lufthavn og måske en ved Hertz kontor ved Vesterport Station i det centrale København.

Søren Aaen siger, at Hertz i Danmark har en god sommer med stor udlejning til såvel business- som leisure-kunder. I de travleste uger har Hertz op til 4.000 biler til udlejning i Danmark – heraf er omkring 80 pct. af kunderne fra udlandet.

Hertz Biludlejning i Skandinavien ejes i øvrigt af Volvo Personbiler.