- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Danmark strammer rejsevejledning til Kina

Udenrigsministeriet opdaterer rejsevejledning til Kina til nu at fraråde alle ikke-nødvendige rejser til hele Kina, undtagen Hong Kong og Macao. SAS aflyser Beijing og Shanghai resten af måneden.

Efter flere europæiske lande allerede i sidste uge begyndte at fraråde ikke-nødvendige rejser til hele Kina, fulgte Udenrigsministeriet i København efter mandag aften.

Nu står der i den danske rejsevejledning fra Udenrigsministeriet:

”Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Kina. Smitte med den nye corona-virus ses i stigende grad i flere byer uden for provinsen Hubei (hvor virussen opstod i provinsens hovedstad, millionbyen Wuhan, red) Sundhedsstyrelsen i Danmark vurderer derfor, at man også kan være i risiko for smitte uden for provinsen Hubei.”

Videre skriver Udenrigsministeriet i sin netop opdaterede rejsevejledning for Kina:

”Sundhedsvæsenet i Kina kan komme under yderligere pres, hvilket vil gøre det sværere at få adgang til hospitaler og lægehjælp. Samtidig kan andre tiltag, heriblandt screeninger og karantænekrav, besværliggøre rejser til/fra Kina samt internt i Kina.

Hvis du har planlagt en rejse til Kina, bør du overveje, om det er nødvendigt at rejse nu. Hvis du allerede opholder dig i Kina, bør du overveje, om det er nødvendigt at blive. Du bør altid følge Sundhedsstyrelsens råd for at mindske risikoen for at blive smittet.

Du bør tillige altid følge de lokale myndigheders anvisninger. Du bør også være opmærksom på, at risikoen for smitte kan være større ved at udrejse end ved at blive, hvor du er. Hold dig opdateret om udviklingen via de lokale myndigheder og nyhedsmedierne. Vi fraråder fortsat alle rejser til provinsen Hubei,” slutter Udenrigsministeriet den opdaterede danske rejsevejledning for Kina.

Hong Kong, Macao og Taiwan er ikke omfattet af frarådningen af ikke-nødvendige rejser; her står blot for disse tre områder: “Vær ekstra forsigtig.”

Over 100.000 danske ankomster til Kina
Normalt er der skønsmæssigt mindst 100.000 danske ankomster til Kina om året, tallet dækker både turister, forretningsfolk, studerende og så videre.

Omvendt var der sidste år omkring 270.000 kinesiske overnatninger i Danmark, har VisitDenmark oplyst for nyligt. Dette tal dækker også turister, forretningsrejsende, studerende og så videre.

SAS meddelte i dag, at flyselskabet foreløbig frem til udgangen af denne måned indstiller alle sine flyvninger til Beijing og Shanghai. Omvendt flyver statslige Air China stadig på ruten fra Beijing til Københavns Lufthavn.

Relaterede artikler:

Op imod 25.000 SAS-passagerer ramt af Kina-aflysninger

”Corona-virus er blæst ud af proportioner”

DRF advarer om at overdramatisere nCoV-virus