- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Danmark vil sætte navne på nye rejselande

Torsdag oplyser regeringen, hvilke af 15 lande udenfor EU og Europa som Danmark vil åbne for så turister kan rejse i begge retninger. Turister skal stadig købe seks overnatninger for at komme ind i Danmark.

Det er de enkelte regeringer i EU-landene, der i sidste ende suverænt bestemmer, hvilke lande, der åbnes for så borgere fra andre lande kan komme til Danmark som turister.

Her er der forskel på EU-landene, Danmark menes at være et af de mere forsigtige lande med hensyn til grænseåbninger.

På nuværende tidspunkt kan borgere fra 26 europæiske lande, Malta blev tilføjet i dag, rejse ind i Danmark – hvis de på forhånd har købt seks overnatninger i Danmark. Eneste undtagelse er indtil videre Norge, norske turister behøver ikke købe de seks overnatninger. Det oplyste justitsminister Nick Hækkerup onsdag, uden at sige fra hvornår nordmænd ikke behøver at købe de seks overnatninger.

Tirsdag blev EU-landene generelt enige om at åbne for disse 14 lande, allerede fra 2. juli. Det kræver blandt andet, at landene er åbne for turister fra for eksempel Danmark.

Men landene er: Algeriet, Australien, Canada, Georgien, Japan, Montenegro, Marokko, New Zealand, Rwanda, Serbien, Sydkorea, Thailand, Tunesien og Uruguay. Kina kan også komme på listen.

Ny model for rejsevejledninger
I morgen, torsdag, indfører Udenrigsministeriet en ny model for rejsevejledninger til lande uden for EU/Schengen og Storbritannien, de såkaldte tredjelande.

De danske rejsevejledninger vil blive lempet for lande, der lever op til EU’s nye COVID-19 kriterier for indrejse til EU, og som samtidig ikke har betydelige indrejserestriktioner eller karantænekrav for de rejsende, som kommer til landet, oplyser Udenrigsministeriet.

EU’s landeliste offentliggøres hver 14. dag. For at et land kommer på listen og borgere fra det pågældende land dermed kan få mulighed for indrejse i EU, skal landet ligge tæt på eller under EU-gennemsnittet for nye COVID-19-tilfælde de seneste 14 dage. Det betyder i øjeblikket cirka 16 nye smittede per 100.000 indbyggere over 14 dage. Dertil kommer hensyn til blandt andet hvor meget der testes og hvor pålidelig data er.

På baggrund af listen vil Danmark – ligesom øvrige EU-lande – individuelt vurdere, om det vil være muligt at åbne for indrejse fra alle lande. Denne vurdering vil blive foretaget af en gruppe af repræsentanter fra Statens Seruminstitut, Udenrigsministeriet og Justitsministeriet.

Eventuelle ændringer i rejsevejledningerne for lande uden for EU/Schengen vil i udgangspunktet blive oplyst om torsdagen samtidig med ændringer i rejsevejledningerne for EU/Schengen.

Relaterede artikler:

EU siger velkommen til 14 lande uden for EU

”Grænseåbningerne kommer næsten for sent”

Guide til forbrugerrettigheder ved pakkerejser