Retainment er et koncept, der kombinerer detailhandel og underholdning for at skabe den optimale shoppingoplevelse.
Underholdning og oplevelser for hele familien er i højsædet, når Danmarks første retainment park står færdig i Vejle i løbet af de kommende år. Efter tysk og amerikansk model og inspiration skal der opføres et overdådigt indkøbsmekka med oplevelsesaktiviteter for både børn og voksne i stor stil, forsikrer initiativtagerne. Det er ejendomsudviklingsfirmaet Landmark A/S og Dandy-familiens pengetank, Vecata Invest, der er gået sammen om projektet.
Med introduktionen af det ny helt specielle centerkoncept, retainment park, der er et miks mellem forretning (retail) og underholdning (entertainment), får gæster og kunder tilbud om at få en hyggelig og festlig dag i familiens skød, når de skal af sted for at se på ny båd eller bil, eller der skal kigges på ny boligindretning. Der bliver nemlig anlagt et regulært event-område i midten af centret, som stilles til rådighed som fællesfacilitet for alle butikker i området. Der bygges legeland til børnene, ligesom der bliver mulighed for at prøvekøre biler på testbaner med asfaltbelægning eller offroad-underlag. Man vil også kunne tage sin kommende båd i øjesyn i en kunstigt anlagt sø, ligesom der bliver lejlighed for selv at afprøve nyindkøbt dykkerudstyr.
Den samlede projektværdi vurderer Landmarks udviklingschef Jørgen Andersen til at blive i omegnen af en milliard kroner. Selv regner Landmark og Vecata med at skulle investere et ”stort tocifret millionbeløb” i anlæggelsen og opbygningen af området. Første spadestik forventes taget ultimo i år, mens Jørgen Andersen regner med, at den nye retainment park står færdig i løbet af 2010.
(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 29. januar, 2008)