- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk alarmcentral fyrer 65 og sender 200 hjem

Alarmcentralen SOS International i København opsagde i dag, fredag, 65 af 600 medarbejdere. Derudover sender SOS 200 af i alt 850 danske ansatte midlertidigt hjem.

SOS International på Frederiksberg, der er alarmcentral for rejseforsikrede kunder hos 13 af Nordens største forsikringsselskaber, har som resten af rejsebranchen set massiv nedgang efter udbruddet af coronavirussen og den efterfølgende lukning af blandt andet de danske grænser.

Derfor reducerer SOS nu sin medarbejderstab på hidtil 850 i Danmark, 600 på Frederiksberg og resten på kontoret i Aarhus.

I midten af marts, efter den danske regerings bekendtgjorde øgede rejserestriktioner og lukkede grænserne for ikke-nødvendige rejser, oplevede SOS’ alarmcentral på rejseassistance en drastisk stigning i antallet af henvendelser.

I weekenden 13-15. marts var antallet af henvendelser 350 procent over det normale. Siden er sagsmængden faldet markant, og alarmcentralen, der hjælper nordiske rejsende i udlandet døgnet rundt, mærker nu konsekvenserne af indstillet rejseaktivitet.

”Vi står i en helt ekstraordinær situation lige nu. En situation, der påvirker mange virksomheder i Danmark, herunder også SOS International og i særdeleshed vores Travelcare-forretning. Vores sagsvolumen falder markant, så det er nødvendigt, at vi handler nu,” siger Niels Krag Printz, administrerende direktør for SOS International, i en pressemeddelelse.

Drastisk nedgang
Rejserestriktionerne har medført en akut drastisk nedgang i antallet af sager inden for rejseassistance. Derudover forventes det, at krisen på længere sigt vil påvirke rejselysten i form af delvis recession, reduceret kapacitet i rejse- og flybranchen og en naturlig tøven over for at rejse, vurderer SOS.

Udover de opsagte 65 medarbejdere vil afskedigelserne inden for Travelcare-afdelingen hos SOS omfatte yderlige 200 medarbejdere i Danmark, der bliver midlertidigt hjemsendt.

Nogle af disse hjemsendelser har allerede fundet sted, og der vil ske yderligere hjemsendelser i den kommende uge. Der er også planlagt hjemsendelser i SOS Internationals norske selskab.

”Vi har fokus på, at vi trods afskedigelser og hjemsendelser skal være bemandet med de rigtige kompetencer, så vi fortsat kan yde den bedst mulige service til vores kunder og opretholde vores kvalitet,” siger Niels Krag Printz.

Relaterede artikler:

Kæmpe stigning i coronasager hos dansk alarmcentral

Svært at få fløjet syge hjem til Norden

Flest danske turister kommer til skade i Tyrkiet