- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk besøgsrekord i Dubai

TURISME: Stadig flere danskere holder ferie i Dubai. Sidste år var det 60.654, en stigning på otte pct. i forhold til 2015. Ørkenstaten slog sidste år sin besøgsrekord med 14,9 mio. udenlandske gæster. Antallet af hotelværelser har nu rundet 100.000.

TURISME: Stadig flere danskere holder ferie i Dubai. Sidste år var det 60.654, en stigning på otte pct. i forhold til 2015. Ørkenstaten slog sidste år sin besøgsrekord med 14,9 mio. udenlandske gæster. Antallet af hotelværelser har nu rundet 100.000.

Sidste år rejste 60.654 danskere til Dubai – mod 56.151 i 2015. Dermed steg antallet af danske besøgende otte pct. på et år.

Danskernes øgede interesse for Dubai skyldes ifølge Glenn Bisgaard, PR-ansvarlig hos Apollo, at Dubai har, hvad danskerne efterspørger: ”Danskerne rejser mere. De vil have hoteller af høj kvalitet, stort udvalg af sjove aktiviteter, gode spiseoplevelser og shoppingmuligheder. Det får man i Dubai.”

Fordi der kun er to timers tidsforskel – tre i vinterhalvåret – mellem København og Dubai slipper de rejsende for at bruge de første dage af ferien på at komme sig over jetlag. Det værdsætter børnefamilier.

Ser man på Dubais internationale besøgstal slog besøgstallet sidste år alle tidligere rekorder med 14,9 mio. besøgende. Således er destinationen på vej mod det ambitiøse mål, landets turistråd har defineret for år 2020: 20 mio. udenlandske besøgende.

Noget af det, der skal være med til at trække flere besøgende, er de mange nye attraktioner og oplevelser.

Sidste efterår åbnede Dubai for Mellemøstens største samlede temaparkdestination med bl.a. Legoland Dubai og verdens største indendørs forlystelsespark, IMG Worlds of Adventure.

Som følge af den store interesse fra udenlandske besøgende vokser antallet af hoteller i Dubai. I 2016 steg antallet af hotelværelser med 4.512, således at gæster i Dubai nu kan vælge mellem 102.845 hotelværelser – en stigning på 5 pct. siden 2015.

Antallet af besøgende er baseret på tal fra Dubai Immigration Authorities, hoteller og Dubai International Visitors Survey.​