- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Dansk concierge-forening fik ny formand

Foreningen De Gyldne Nølger skiftede på sin generalforsamling torsdag formand. Efter 16 år trådte Arshad Khokhar fra Best Western Hotel City tilbage – ny formand er Chef Concierge Anders Ruggiero fra Scandic Copenhagen.

En æra er dermed forbi for Arshad Khokhar, concierge på Best Western Hotel City i København. Han vil dog fortsat være en del af foreningen, hvor han de næste to år vil være Past President.

 

”Arshad har været en ekstrem dygtig, fremadsynet og vellidt formand blandt samarbejdspartnere og kolleger i ind- og udland. Han nyder stor respekt og har med sin danske humor og pakistanske charme været god til at promovere De Gyldne Nøgler internationalt. Noget som foreningen, de danske hoteller og Danmark, kun kan være stolte af som en forholdsvis lille forening set i forhold til vore kolleger i den store verden,” siger foreningens nye formand, 33-årige Anders Ruggiero, Chef Concierge på Scandic Copenhagen, og tilføjer:

 

”Det har altid betydet meget for Arshad Khokhar, at Dansk Hotelportier Forening, De Gyldne Nøgler, var en af grundlæggerne af UICH Les Clefs d’Or og er en af de ældste portierforeninger i verden.”

 

Den danske forening kan i år fejre 75. års fødselsdag, og fra 20-22. april får København igen besøg af concierger og internationale samarbejdspartnere.

 

Anders Ruggiero har været concierge samt Chef Concierge på Scandic Copenhagen i snart seks år. Han indtrådte i bestyrelsen for De Gyldne Nøgler for fire år siden ved den 55. internationale UICH kongres i København i 2008, hvor han var en del af organisationskomiteen. Siden 2009 har han været næstformand i den danske forening.

Her har han haft tæt samarbejde med foreningens sponsorer og samarbejdspartnere. Han har også stået for koordinering af diverse arrangementer i foreningens regi. Derudover har han deltaget i de årlige UICH kongresser siden 2008 i Kina, Portugal, København og Toronto.

 

Indtil nu er De Gyldne Nøgler ”kun” repræsenteret i København, men Anders Ruggiero har en drøm om, at foreningen også vil nå ud i provinsen, hvilket den tidligere har været. Han ser muligheder i Aarhus med byens mange kulturelle og gastronomiske tilbud.

 

Foreningen arbejder stadig på at forbedre sine arrangementer og få flere uddannelseselementer draget ind i sammenkomsterne. Dette kan være alt fra foredragsholdere og seminarer, til museumsbesøg med nye udstillinger eller til steder de endnu ikke har udforsket i foreningens regi. Alt sammen for at højne medlemmernes viden og standarder, der kommer det enkelte medlemshotel til gode.

 

Lige om hjørnet venter den 59. Internationale kongres i London fra 27. januar til 1. februar, hvor omkring 500 kolleger fra hele verden vil mødes til møder, workshops, uddannelsesseminarer og networking.

 

Og 23. februar holder foreningen for blot anden gang i København sin nytårskur for byens hoteldirektører.

 

Foreningen De Gyldne Nøglers danske afdeling blev stiftet i 1937 – på Grand Cafe på Kongens Nytorv. Den danske forening var i 1952 medstifter af Union Internationale des Concierges d’ Hotels  – Les Clefs d’Or (UICH), der i dag har over 3.500 medlemmer i 42 lande.

 

Arshad Khokhar har været formand siden 1998 i den danske afdeling af UICH, Hotel portierforeningen, De Gyldne Nøgler.

Skrevet af redaktionen