- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk Erhverv advarer firmaer mod ”copyright troll”

Det er højsæson for tvivlsomme henvendelser til virksomheder, der bedes betale for en påstået overtrædelse, advarer Dansk Erhverv, der blandt andet huser den danske rejsebureauforening.

Virksomheder skal ikke bare blindt betale tilfældige opkrævninger – for eksempel for påstået ulovlig brug af billeder på sin hjemmeside. Der skal blandt andet kræves dokumentation og undersøges, om man tidligere har købt licens til at bruge billedet, man nu opkræves betaling for.

Det skriver Dansk Erhverv i en pressemeddelelse og henviser blandt andet til tyske Copytrack, som ifølge eksperter opererer som et ”copyright troll”‑firma.

Dansk Erhverv skriver, at Copytrack tilbyder overvågning og retslig håndhævelse af ophavsret for billeder. Foreligger der – efter Copytracks opfattelse – en overtrædelse af ophavsretten, sørger firmaet for at indkassere erstatninger og kompensation efter ophavsretsloven til sine kunder på no cure no pay-vilkår.

Lykkes de med at få ”overtræderen” til at betale, beholder Copytrack typisk 45 procent i kommission, skriver Dansk Erhverv.

Aggressive krav – trods lovlige licenser
Copytrack har sendt betalingskrav til virksomheder og personer, der allerede har lovlige licenser til billederne – for eksempel fra fotobureauer som Shutterstock, Adobe Stock, Getty Images eller Canva, skriver Dansk Erhverv og tilføjer:

Tit er problemet, at virksomheden ikke længere kan dokumentere, at de har købt en licens til billedet af 3. part, da dette ligger længere end fem år tilbage, og dét udnytter Copytrack.

Copytrack skriver for eksempel, at man repræsenterer rettighedshavere (blandt andet WENN Rights International, YAY Images) uden at gennemgå beviserne for disse rettigheder. Dette fører til fejlklassificeringer og potentielt falske krav mod virksomheder, der faktisk har ret til at vise billederne på nettet, meddeler Dansk Erhverv.

Trusselsbreve med korte svartider
Eksperter mener, tilføjer Dansk Erhverv, at Copytrack opererer som et ”copyright troll”‑firma: de sender trusselsbreve med korte svartider og høje gebyrer for at presse virksomheder til at betale hurtigt – uden juridisk belæg for kravene.

Dansk Erhverv tilråder sine medlemmer, der blandt andet tæller de over 100 medlemmer af den danske rejsebureauforening, Rejs, til ikke bare at betale.

I disse tilfælde opfordrer Dansk Erhverv sine medlemmer til at undersøge, om de har købt licens til billedet. ”Bed om Copytracks dokumentation for deres klients påståede ejerskab, og kontroller om ens virksomhed allerede har ret til billedet (licens, CC-licens eller public domain),” skriver Dansk Erhverv og fortsætter:

”Hvis man har licens, så send beviset og forlang sagen lukket. Behold kopi af kommunikationen. Ved mistanke om svindel kan man kontakte politiet eller sin advokat. Undlad at ignorere henvendelser fra Copytrack, men vær kritisk overfor krav og deadlines.”

Dansk Erhverv har i sin pressemeddelelse udkast til svar, der kan sendes til Copytrack. Her kan man udbede sig dokumentation for rettighedshaverens ejerskab af billedet; herunder dokumentation for, at Copytrack er befuldmægtiget til at varetage rettighedshavers interesser. Dette sker blandt andet for at verificere, at ophavsretten til billedet ikke er udløbet, er offentligt tilgængeligt (public domain) eller underlagt en gyldig Creative Commons-licens.

”Indtil ovenstående dokumentation foreligger, afviser vi at anerkende kravet og forbeholder os alle rettigheder, herunder retten til at søge juridisk bistand samt anmelde uberettigede krav til relevante myndigheder, herunder Forbrugerombudsmanden og eventuelt Datatilsynet,” kan der blandt andet stå i skrivelsen til Copytrack.

 

Relaterede artikler:

Amadeus: Tvivl om datasikkerhed hos rejsebureauer

Tysk advokat truer dansk rejsebureau

Stor bøde til restauratør for kopier af berømt stol