Arkitektfirmaet C. F. Møller står bag verdens mest komplette indendørs skianlæg lige uden for Stockholm.
Det er arkitektfirmaets svenske afdeling, Berg Arkitektkontor, der har tegnet Skipark 360° – et komplet indendørs skianlæg med bl.a. overdækket alpin skibakke, der med en længde på 700 meter og et fald på 160 meter bliver den eneste af sin slags i verden, der lever op til kravene for at afholde World Cup.
Med sin højde på 135 meter bliver anlægget en af Sveriges højeste bygninger og et markant træk i skovlandskabet lige uden for Stockholm. Projektet til ca. 1,5 – 2 milliarder svenske kroner får byggestart ved årsskiftet 2013/2014.
Skianlægget i Bålsta – 45 minutters kørsel fra Stockholm – er resultat af en række snefattige vintre med få
skidage. Med det nye anlægs 70.000 m2 får både elite og motionister mulighed for at træne og nyde skisæsonen hele året.
Skipark 360° vil – ud over den alpine skibakke – byde på bl.a. en langrendstunnel på 3,5 km, en arena til skiskydning, ishockey og kunstskøjteløb og en park til snowboarding. Desuden bliver der restauranter, butikker, spa, hotel- og konferencefaciliteter med panoramaudsigt.
Det er tanken, at anlægget skal være selvforsynende med energi via vedvarende energikilder som bjergvarme, solenergi, vind- og vandkraft.