- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk hotelkæde bag ny bookingmaskine

HOTELLER: ”Uden udvikling bliver man afviklet,” siger ejer og adm. direktør for Danmarks nok kendteste kæde af boutique-hoteller, Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert, som gæst i Stolen i det nye Stand By magasin. Her fortæller hun bl.a. om planen om at skabe sin egen bookingmaskine.

HOTELLER: ”Uden udvikling bliver man afviklet,” siger ejer og adm. direktør for Danmarks nok kendteste kæde af boutique-hoteller, Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert, som gæst i Stolen i det nye Stand By magasin. Her fortæller hun bl.a. om planen om at skabe sin egen bookingmaskine.

Begrebet boutique hotel er taknemmeligt, det er ikke beskyttet af ophavsret – så i princippet kan et motorvejshotel også klaske sig til med det stempel.

Men danskejede Guldsmeden Hotels har fat i noget af det rigtige – for når amerikanske Kimpton Hotels, der tilskrives æren for at have opfundet boutique hotel-begrebet, har workshops for rejsebranchen i København, benytter Kimpton de to primære Guldsmed-hoteller, Axel tæt på Hovedbanegården, og nytilkomne Babette.

I det nye Stand By er der stort interview med Sandra Plesner Weinert, der også pryder bladets forside. Sammen med sin mand, Marc, ejer og driver hun Guldsmed-hotellerne.

I interviewet udtaler Sandra Plesner Weinert sig om emner som franchise med andre hoteller. ”Mange har et meget romantisk billede af det at være hotelejer, og er ikke klar over graden af lavpraktik, der er involveret – og at det er et 24/7 job,” siger hoteldirektøren bl.a.

Sandra Plesner Weinert fortæller blandt meget andet om Guldsmedens Hotels planer om at lave bookingmaskine for økologiske hoteller. Den nye hjemmeside – iloveecohotels.com – forventes søsat midt på året.

”Princippet bag iloveecohotels.com er at samle de hoteller, der tænker og agerer som vi gør, indenfor bæredygtighed og værtskab, og skabe en platform, hvor vores værdier kan kommunikeres klart til forbrugeren – uden at blive mudret af andre agendaer, som det kan være tilfældet med de store bookingmaskiner, der vil sælge hvad som helst,” siger hun i interviewet.

Sandra Plesner Weinert udelukker ikke flere hoteller til Guldsmeden Hotels – og har konkret bud på, hvilken lokalitet i København, hun navnlig gerne vil overtage…