- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk medie i Spanien til kamp for flypassagerer

Flyselskaber har krævet negativ antigen-test ved boarding på fly direkte til Danmark, trods kravet var frafaldet fra de danske myndigheder. Dansk hjemmeside i Spanien vil hjælpe flypassagerer.

”Coronakrisen har heller ikke været let for flypassagererne, der har skullet sætte sig ind i rejseregler, der ofte har varieret fra uge til uge. Skal jeg have en test før boarding, hvilken skal det være, og hvor gammel må den være?”

Det skrev redaktør og indehaver af hjemmesiden Spanien i Dag, Torben Wilkenschildt, i weekenden fra sin hjemadresse i Spanien.

Han erkender, at Udenrigsministeriet i København har arbejdet på højtryk for at give danskerne de rette rejsevejledninger.

”Men vi har stribevis af eksempler på, at flyselskaber alligevel krævede en negativ antigen-test ved boarding på fly direkte til Danmark, efter kravet var frafaldet fra Transportministeriets side,” skriver Torben Wilkenschildt på sin hjemmeside, der bringer nyheder på dansk om spanske forhold, også for rejsebranchen.

Spanien i Dag henviser til, at Udenrigsministeriet i København forleden udsendte denne besked til modtagerne af information på ministeriets såkaldte Danskerliste:

“Der er ikke krav om test før ombordstigning på et fly, der letter fra et grønt, gult eller orange land/region til Danmark. Enkelte rejsende oplever dog, at deres flyselskab forventer, at de kan fremvise en negativ test. Derfor opfordres du til at afklare, hvad der gælder for dit flyselskab før rejsen. Så er du sikker på at kunne komme ombord på flyet.”

SAS, Norwegian, Vueling og Ryanair følger UM’s rejsevejledninger
Selvom man fra dansk side ikke kræver test, ved man jo aldrig med flyselskaberne, konstaterede hjemmesiden og tilføjede:

”Er Udenrigsministeriet klar over, hvilke konsekvenser den besked har for både passagerne og flyselskaberne? Passagerer, der ikke kan komme igennem til flyselskaberne? Flyselskaber, der ikke har kapacitet til at svare på så mange henvendelser? Fastsætter flyselskaberne egne regler, der ikke er i overensstemmelse med Udenrigsministeriets rejsevejledninger?”

Efter meldingen fra Udenrigsministeriet, kontaktede Spanien i Dag både Udenrigsministeriet og de enkelte flyselskaber, der flyver direkte fra Spanien til Danmark. Meldingen var klar: SAS, Norwegian, Vueling og Ryanair følger Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Så der skal ikke vises test etc. før ombordstigning på direkte fly fra Spanien til Danmark.

Hjemmesiden skrev blandt andet til UM: ”Hidtil har den danske ambassade i Madrid og Udenrigsministeriets globale vagtcenter været holdepunkter for passagererne, når flyselskaberne ikke handlede efter rejsevejledningerne. Således har ambassaden rettet henvendelse til flyselskaber, hvis de ikke fulgte rejsevejledningerne.

Med Udenrigsministeriet opfordring er passagerne nu på herrens mark. De kan ikke få fat på flyselskabet, der sikkert heller ikke har kapacitet til at svare alle,” skrev redaktøren.

Et forsøg på at vejlede danske rejsende bedst muligt
Der kom dette svar fra til Spanien i Dag fra UM: ”Flyselskaber kan stille krav om test før ombordstigning på et fly fra et grønt, gult eller orange land/område, selvom det ikke er et krav ifølge de danske – eller andre landes – rejserestriktioner.

Rejsende har oplevet at blive afkrævet en negativ test før ombordstigning på et fly fra et grønt, gult eller orange land, selv om en negativ test ikke kræves af danske myndigheder. Udenrigsministeriets opfordring via Danskerlisten er et forsøg på at vejlede danske rejsende bedst muligt, så de undgår en situation, hvor de ikke kan stige ombord på et fly, fordi flyselskabet forventer en negativ test.

Danske rejsende må fortsat gerne underrette danske ambassader eller Udenrigsministeriets Borgerservice, hvis de oplever at blive mødt med krav om en negativ test før ombordstigning fra grønt, gult eller orange område. Vi vil i samarbejde med de danske transportmyndigheder forsøge at gøre flyselskaberne opmærksomme på, at der ikke fra dansk side er et krav om test før ombordstigning,” stod der blandt andet i svaret til Spanien i Dag.

Spanien i Dags’s hjemmeside findes der flere artikler omkring problematikken.

Relaterede artikler:

Disse udenlandske byer trækker mest i danskerne

Spies vender tilbage til større dansk lufthavn

Disse 15 lande topper danske turisters ønskeliste