- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Konkurs i dansk rejsebureau “i rivende udvikling”

Summit Tours – First Class Hunting fra Aarhus er konkurs. Ifølge sin hjemmeside var det et rejsebureau "i rivende udvikling." Rejsegarantifonden forventer ”ikke noget stort tab” ved krakket.

Konkursdekretet mod Summit Tours – First Class Hunting med adresse i Aarhus blev afsagt i fredags ”på baggrund af en begæring indgivet af selskabet selv,” oplyser Rejsegarantifonden i en pressemeddelelse mandag formiddag.

Kurator i konkursboet er advokat Lars Bentsen, Innova Advokatfirma Advokatpartnerselskab, i Aarhus.

Rejsebureauet, der har været registreret i Rejsegarantifonden siden januar 2019, havde fået stillet krav om forhøjet garanti fra Rejsegarantifonden, fordi dets kapitalberedskab ikke var godt, oplyser fondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, til STANDBY.DK.

Hun forventer ikke noget ”stort tab” på konkursen i jagtrejsebureauet, ”måske et par hundrede tusinde kroner,” siger Birgitte Fjeldhoff, der ikke kender årsagen til rejsebureauets konkurs.

Rejsegarantifonden har cirka 600 registrerede rejseudbydere i Danmark.

Jagtrejser i Europa, Canada og Sydafrika
Jagtrejsebureauet udbød rejser til blandt andet, nævnt alfabetisk, Canada, Danmark, Polen, Skotland, Sydafrika og Ungarn. På dets hjemmeside er blandt andet billeder af bjørne, bøfler, elge, puma og zebraer.

Summit Tours – First Class Hunting var ifølge Erhvervsstyrelses register, CVR.dk, ejet af Thomas Langkjær Haugaard med adresse i Karup og Simon Riis Andersen med adresse i Malling.

På sin hjemmeside skriver rejsebureauet blandt andet: ”Vi mestrer den perfekte jagtrejse med masser af spændende oplevelser i fantastiske naturområder. Vores rejser, som skræddersyes til vores kunders ønsker og behov, er udviklet på baggrund af vores mangeårige erfaring indenfor jagtområdet.

Ideen om Summit Tours opstod netop på baggrund af vores passion for jagt kombineret med de mange års erfaringer med jagtrejser, til nær og fjern. Summit Tours startede i 2014. Vi ønskede at kunne tilbyde jagt i særklasse, hvor man ikke skulle gå ned i standard under opholdet, for at kunne få en god jagt. I dag er Summit Tours stadig et mindre firma, men med meget mere på hylderne, og i rivende udvikling,” hedder det på hjemmesiden.

Relaterede artikler:

21. konkurs i stort dansk rejsebureau

Garantifond sender konkursnyt til alle registrerede

Konkurs i flyselskab kostede Bravo Tours millioner

Hjælper rejsearrangør efter krak med eget bureau