- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk storbyturisme klar med nye fokusområder

I ny strategi peger København, Aarhus, Odense og Aalborg på øget samarbejde om bidrag til et genrejse storbyturismen efter COVID-19, der navnlig har ramt storbyerne.

Storbyturismens stejle vækstkurve har lidt et brat og voldsomt knæk med COVID-19-pandemien, der har ramt ekstrahårdt i storbyerne, hvor tæthed er et vilkår og flytrafik en forudsætning.

Storbyturismen har ellers i en årrække været vækstmotoren i dansk turisme, samtidig med at storbyturisterne er kendetegnet ved et større forbrug end turisterne uden for byerne, skriver Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Kigges der alene på ferieturismen, så var der i perioden januar til november sidste år, som er seneste opgjorte tal, en samlet nedgang i overnatninger i de fire primære danske storbyer, København, Aarhus, Odense og Aalborg, på 52 procent, mens nedgangen i ferieturisters overnatninger i resten af landet samlet set har været fem procent.

Krise giver ny strategi
Krisen i storbyturismen er udgangspunktet for ny strategi for samarbejdet mellem de fire store danske byers destinationsselskaber i regi af Dansk Storbyturisme, der er ét af statens tre nationale udviklingsselskaber for turisme, som favner Destination Fyn, Visit Aarhus, Destination Nord med Aalborg og Wonderful Copenhagen, som huser sekretariatet for Dansk Storbyturisme.

Coronakrisen har ført til et stort tilbageslag for byerne, der ellers har oplevet væsentligt større vækst i antallet af overnatninger end resten af Danmark de seneste fem år før pandemien med 42 procent vækst i storbyerne mod 17 procent i resten af landet, oplyse WoCo.

Samtidig kigger storbyerne ind i en fremtid, hvor turisters tidligere rejsemønstre og præferencer vil ændre sig, og den internationale konkurrence om formentligt færre gæster til storbyerne øges markant.

”Storbyerne har i en årrække trukket væksten i dansk turisme. Det er derfor afgørende, både for dansk turisme og for byerne, at storbyturismen kommer tilbage på sporet. Og her spiller videndeling og fælles initiativer på tværs af storbyerne en stor rolle,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør hos Wonderful Copenhagen.

De fire indsatsområder
Strategien udpeger fire fokusområder for Dansk Storbyturismes indsats de kommende tre år:

Kulturturismen skal styrkes som innovationsplatform gennem partnerskaber mellem turisme, kulturliv og kreative erhverv.

Innovation og iværksætteri, hvor samarbejdet mellem storbyernes turismeaktører og erhverv med startups, innovations-og vidensmiljøer skal styrkes.

Bæredygtig turismeudvikling, hvor der indgås partnerskaber med andre aktører, der ønsker at fremme den bæredygtige udvikling af storbyerne.

Deling af data og viden på tværs af byerne – med henblik på at skabe bedre og mere konkurrencedygtige storbydestinationer og samtidig styrke den generelle turismeviden til gavn for hele Danmarks turismeudvikling.

Relaterede artikler:

Ny undersøgelse: Flest danskere på ferie hjemme

Nyt år med øget fokus på dansk indlandsturisme

Vi skal løfte dansk turisme igen i fællesskab