- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske film skal trække flere turister til

TURISME: Danske film og TV-serier har i en årrække inspireret udenlandske turister til at tage til Danmark. Ifølge VisitDenmark er der gode muligheder for at få endnu flere besøgende - derfor øger turismeorganisationen nu fokus på filmturismen.

TURISME: Danske film og TV-serier har i en årrække inspireret udenlandske turister til at tage til Danmark. Ifølge VisitDenmark er der gode muligheder for at få endnu flere besøgende – derfor øger turismeorganisationen nu fokus på filmturismen.

Om det er scener fra den aktuelle “1864”, “Badehotellet”, “Forbrydelsen” eller “Borgen”, så er danske TV-serier solgt til udlandet i høj grad med til at ”brand’e” Danmark internationalt og trække udenlandske turister til Danmark, siger VisitDenmarks ”brand-major,” Anja Hartung Sfyrla: “Danske spillefilm og TV-serier høster i disse år stor international anerkendelse og bevågenhed. Derfor ønsker VisitDenmark nu at styrke sin indsats i forhold til at tiltrække filmturister, så flere får mulighed for at opleve arnestederne for de store danske fortællinger og gå i fodsporene på nogle af filmhistoriens største danske personligheder.”

Ifølge VisitDenmarks Brandmåling 2014 forbinder omkring fire ud af ti nordmænd eller svenskere i høj grad eller meget høj grad Danmark med film og TV-serier. Det søger VisitDenmark at udnytte netop nu, hvor den danske TV-serie “Badehotellet” udgives på DVD i Sverige og Norge. Her har serien om livet på et nordjysk badehotel i 1920’erne hittet stort og tiltrukket hundredtusindvis af seere.

Denne succes vil VisitDenmark udnytte til at sætte fokus på danske badehoteller samt på oplevelser og feriemuligheder i Nordjylland. VisitDenmark har i samarbejde med VisitNordjylland og den nordiske filmdistributør Scanbox lanceret kampagne på det norske og svenske marked.

Det er imidlertid ikke kun i Norden, at film og TV-serier kan skabe inspiration for valget af rejsedestination.

En undersøgelse foretaget af det internationale analysebureau TCI viser, at op mod 40 mio. turister verden over i 2010 bl.a. udvalgte deres rejsemål på baggrund af film.

Derfor vil VisitDenmark også fremover sætte fokus på at tiltrække filmturister og ser muligheder i serier som “1864”, “Arvingerne”, “Broen” samt spillefilm som den kommende Susanne Bier film “En chance til.”