- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske hoteller skifter navne

HOTELLER: Den norske Choice-kæde købte i sommer to af norske First Hotels danske hoteller, Skt. Petri og Hotel Vesterport. Skt. Petri bliver fremover et af Choices’ enkeltstående Nordic-hoteller, mens Hotel Vesterbro bliver et Comfort-hotel.

HOTELLER: Den norske Choice-kæde købte i sommer to af norske First Hotels danske hoteller, Skt. Petri og Hotel Vesterport. Skt. Petri bliver fremover et af Choices’ enkeltstående Nordic-hoteller, mens Hotel Vesterbro bliver et Comfort-hotel.

Efter to års fravær meldte den norske hotelkæde Choice i sommer, at man er på vej tilbage på det danske marked med op til 20 hoteller – i øvrigt som medlem af Dansk Erhverv

Choice købte to af First Hotels københavnerhoteller, Skt. Petri og First Vesterbro. Ved pressemødet i juni om sin tilbagekomst til Danmark, sagde Torgeir Silseth, adm. direktør i Nordic Choice Hotels, til Stand By:

”Vi vil atter vokse i Danmark, målet er i første omgang 10-20 flere hoteller; hvis du spørger vores ejer, Petter Stordalen, har vi hotellerne inden for to år, hvis du spørger mig, er det inden for fem år.”

I alt brugte Choice 2,3 milliarder kr. på sommerens køb af de to danske hotelbygninger samt en i Stockholm. Bygningerne var indtil salget ejet af en anden norsk hotelkæde, First.

I går meddelte Nordic Choice Hotels om navneforandringerne for de tre hoteller – det tredje er Hotel Amaranten i Stockholm, som bliver et Clarion-hotel.

Nordic Hotels & Resorts består af ti hoteller, hvert hotel har sit eget varemærke. Skt. Petri hører under en paraply med ca. 1.300 ansatte, som havde en omsætning på 725 millioner norske kroner i 2012, oplyser Choice.

”Vores to nye hoteller i København repræsenterer to yderpunkter i vores hotelportefølje, og viser vor store bredde af hotelprodukter. Skt. Petri er et brand i sig selv. Et unikt high-end hotelprodukt, som passer fremragende ind under Nordic-paraplyen. Comfort Hotels er et stærkt brand, som vi er sikre på vil bidrage til, at vi lykkes i København”, siger Petter A. Stordalen, ejer og bestyrelsesformand i Nordic Choice Hotels.

Comfort Hotels er budgethoteller for gæster, som bruger flere penge på rejsen end på hotellet. Comfort Hotels har ca. 720 ansatte og omsatte for 696 millioner norske kroner i 2012 inklusive franchise-hotellerne.

Trods at Nordic Choice Hotels er ét selskab, driver selskabet fem kæder samt ti enkeltstående hoteller.

”Multibranding er et af nøgleordene for Nordic Choice’s succes. Det er en strategi, som gør, at vi i realiteten kan have fem hoteller i samme gade, uden at de konkurrerer mod hinanden,” siger Petter Stordalen.

I multibranding strategien ligger også erkendelse af, at det er vanskeligt at komme ind på nye markeder. Til trods for at København har vist sig at være et vanskeligt marked, har Nordic Choice tiltro til fremtiden.

”Vi har en tro på, at efterspørgslen vil vokse i et moderat tempo det næste årti. Købekraft og BNP vil stige ca. 3 procent det næste år. Vores erfaring siger, at efterspørgslen på hoteltjenester vil stige i omtrent samme tempo,” siger Torgeir Silseth, adm. direktør i Nordic Choice Hotels.

Torgeir Silseth lover at bevare hotellernes sjæl, men danskerne kan også forvente meget nyt.

”Skt. Petri og Comfort Hotel Vesterbro er gode hoteller. Men vi skal gøre begge hoteller endnu mere spændende. Jeg kan love super lækker Comfort med nye værelser og fantastiske fællesarealer. Skt. Petri bliver eksempelvis totalt renoveret og får bl.a. ny restaurant og bar,” siger Torgeir Silseth.