- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske lufthavne har kurs mod ny passagerrekord

For første gang forventes de danske lufthavne næste år at runde 30 millioner passagerer - en vækst på 10 millioner i løbet af 10 år. Københavns Lufthavns andel falder på grund af flere udenrigsruter fra bl.a. Billund og Aalborg.

For første gang forventes de danske lufthavne næste år at runde 30 millioner passagerer – en vækst på 10 millioner i løbet af 10 år. Københavns Lufthavns andel falder på grund af flere udenrigsruter fra bl.a. Billund og Aalborg.

Allerede i år forventes det samlede passagertal at ramme 29 millioner passagerer. Det kræver, at den gennemsnitlige årlige vækst siden 2003 på 4% fastholdes. Det viser opgørelse fra hjemmesiden anna.aero, der også påpeger, at Danmarks tre største lufthavne – København, Billund og Aalborg – sidste år havde 96% af Danmarks samlede antal flypassagerer.

Det stigende antal udenrigsruter fra Billund og Aalborg har betydet, at Københavns Lufthavns andel af det samlede passagertal er dalet fra 85 til 82%.

Det seneste tiår er Københavns Lufthavns passagertal dog vokset fra 18 millioner i 2003 til 23,3 millioner sidste år, hvor Billund Lufthavn havde 2,7 millioner passagerer og Aalborg Lufthavn 1,3 millioner. De øvrige danske lufthavne havde samlet 1,2 millioner rejsende.

Det seneste år har der dog været tab på indenrigsområdet, som er faldet 22% i udbudte sæder pga. Cimber Sterlings konkurs i maj sidste år. Cimber stod for 60% af de udbudte indenrigssæder i Danmark.

Indenrigsflyvningerne er stadig det ruteområde, som der udbyder flest flysæder – over 2,5 millioner fra april sidste år til april i år.

Herefter følger Norge med to millioner sæder (en vækst på 6% i forhold til året fra april 2011 til april sidste år), Tyskland + 4%, Storbritannien +0, Sverige – 4%, Spanien + 11%, Holland – 4%, Frankrig +0, Finland + 5% og Italien som nr. 10 med en vækst på 19% fra april 2012 til april i år.

I alt er der i dag direkte ruter til 55 lande fra de danske lufthavne.