- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske rejsebureauer klar til Pow Wow

Med 5.600 deltagere er USA’s fagmesse for rejsebranchen verdens største. Årets Pow Wow begyndte søndag i San Francisco med bl.a. 18 danske rejsebureauagenter. MICE er nyt område.

Frem til onsdag i denne uge afvikles Pow Wow i San Francisco. Her holder rejsebureauagenter fra hele verden titusindvis af computertilrettelagte møder på under et kvarter, inden de går videre til det næste i det enorme Moscone-konferencecenter.

 

Et hovedformål under årets Pow Wow for de nordiske Discover America-komiteer er bl.a. gøre amerikanske turistmyndigheder mm. opmærksom på, at Norden er fjerdestørste ankomstområde i Europa til USA – sidste år sneg tallet sig for første gang over en mio. nordiske ankomster. En stigning på næsten 300.000 på ti år.

 

Målt i procenter af rejsende til USA overgås Norden i Europa kun af Storbritannien. Over 4 pct. af borgerne i de nordiske lande rejste sidste år til USA; det samme gjorde 6,5 pct. af englænderne, mens tallet fra tyskerne og franskmændene blot var lige over to pct.

 

“Det er glædeligt at se den forståelse i de andre nordiske Discover America-komiteer for netop at stå sammen om at markedsføre Norden som een region overfor amerikanerne,” sagde direktør i den nye danske Discover America-komite, Karin Gert Nielsen, til takeoff.dk søndag under Pow Wows første dag.

 

Der er 18 danske rejsebureauagenter fra 12 rejsebureauer til dette års Pow Wow; de kommer fra Albatros, Billetkontoret, FDM Travel, Gislev Rejser, Icelandair Holidays, Jysk Rejsebureau, Myplanet, Nyhavn Rejser, Profil, Spies, Team Benns og Via Travel.
Det store erhvervsrejsebureau Via Travel er bl.a. med, fordi U.S. Travel Association, der organiserer Pow Wow,  som noget nyt sidste år begyndte at invitere rejsebureauer med focus på erhvervsturisme, MICE-området.

 

Udover de 18 danske rejsebureauagenter er der seks danske pressefolk, bl.a. fra Stand By/takeoff.dk

 

Fra Sverige deltager ogsaa 18 rejsebureauagenter plus fire pressefolk, mens der fra Norge er 16 rejsebureauagenter og fem pressefolk.

 

Af 5.600 deltagere i årets Pow Wow er ca. 2/3 fra de 1.300 deltagende amerikanske udstillere.

 

Pow Wow rykker næste år sydpå i Californien til Los Angeles, i 2013 vender messen tilbage til Las Vegas, mens det forventes, at Chicago bliver vært i 2014, oplyser U.S. Travel Association til takeoff.dk

 

 

Skrevet af Henrik Baumgarten