- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske travel managers på anklagebænken

Mandatsvig og misbrug af stilling som offentlig ansat bliver hovedanklagerne når Københavns Politi til november har retssag mod tidligere travel manager i Forsvarets Koncernfælles Rejsekontor.

Såvel Forsvarets tidligere travel manager som hans souschef og kortvarige afløser kommer på anklagebænken i november sigtet for bl.a. mandatsvig for ca. 700.000 kr. Tre medarbejdere hos leverandører i rejsebranchen, heraf to fra samme firma, bliver alligevel ikke tiltalt – men indkaldes som vidner.

 

De to tiltalte fra Forsvarets Koncernfælles Rejsekontor er beskyttet af navneforbud. Men Forsvarets tidligere travel manager og hans souschef, og afløser i kort periode, indtil også han blev fyret, ”er ikke mere tiltalt for bestikkelse, men for mandatsvig og misbrug af stilling som offentlig ansat,” siger sagens anklager, politimester Henrik Pallesen, til takeoff.dk og tilføjer, at politiet ikke kan løfte bevisbyrden om bestikkelse. Men den tidligere travel manager i Forsvaret havde særlig konto til ”markedsføringsbidrag,” som næppe andre kendte til.

 

Sagen kom frem efter Forsvaret skiftede erhvervsrejsebureau fra Via Travel til CWT. Den tidligere travel manager meddelte CWT, at han ville have den hidtidige ordning om sin ”markedsføringskonto” fortsat. Det fik CWT til at kontakte Forsvaret, der efter en intern undersøgelse indgav politianmeldelse. Forholdet stod på fra december 2006 til 14. august 2009, hvor CWT fortæller Forsvaret om den hemmelige konto.

 

De 700.000 kr. blev brugt på tre hovedgrupper, de fleste ved at tage ansatte i Forsvarets rejsekontor på ”studierejser” til bl.a. Las Vegas, hvor de ansatte troede at rejsen var sanktioneret af Forsvaret; private rejser med sin nye hustru til hendes hjemland, Thailand samt til at dække afgifter, når Forsvaret aflyste flyrejser.

 

Ved retssagen i november vil Københavns Politi indkalde fem vidner, travel managerens chef, leverandører fra rejsebranchen samt ansat i CWT. Anklagemyndigheden vil kræve frihedsstraf mod den tidligere travel manager.

 

Sagen har været efterforsket af Københavns politis afdeling for økonomisk kriminalitet samt Københavns politis anklagemyndighed, hvorfra politimester Niels Pallesen siger til takeoff.dk: ”De tiltalte nægter at have gjort noget ulovligt.”

Skrevet af Henrik Baumgarten