- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danskere ønsker fleksibel ferie

Tendensen går mod et mere fleksibelt charterkoncept, fordi vi i stigende grad selv vil skræddersy familiens ferie.

”De klassiske chartermål er populære som aldrig før, og kvaliteten af hoteller og ferieboliger er ganske høj. Flyforbindelserne er også i top, og lejer man en bil, er det nemt at komme ud og opleve noget på egen hånd,” siger udviklings- og salgschef i FDM travel, Line Danvad.

Af de 300.000 som sidste år rejste med FDM travel, havde en stor del selv sammensat ferien til et klassisk chartermål. En tendens man hos FDM travel mener, vil vokse.

”Vi vil gerne have den komfort, der ligger i en samlet ’charterpakke’ med både fly, hotel og måske billeje klar inden feriestart, men samtidig vil vi ikke være afhængige af bestemte rejseafgange, hoteller eller hvor lang ferien skal være. Tvært imod skal det være så fleksibelt som muligt,” siger Line Danvad og peger på, at det store udbud af lavprisflyselskaber er med til at gøre solferien både nem og billig.

Top ti listen domineres af velkendte chartermål som Mallorca, Costa del Sol, De kanariske Øer og det græske øhav, men også mindre traditionelle charterrejsemål, som for eksempel Thailand, har fundet vej til listen.

”Mange har fået øjnene op for Thailands smilende befolkning, gode mad og anderledes kultur. Tidligere var Thailand mest en vinterdestination, men de senere år er den vokset om sommeren, hvor flybilletterne er billigere,” siger Line Danvad.

Skrevet af Flemming Juul