- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danskerne glade for priskrig i luften

Fire ud af fem danskere oplever konkurrencen som positiv, viser en undersøgelse på nettet foretaget af Sermo Analyse for Norwegian.

Det er nærmest blevet en vane for de store indenrigslufthavne som Aalborg og Karup måned for måned at melde om betydelig vækst i indenrigstrafikken. Senest kunne Karup Lufthavn melde om en passagervækst i juni på 99,3% sammenlignet med samme måned sidste år.

 

De voldsomme stigninger i passagertallene hænger sammen med den skarpe konkurrence på ruterne, og danskerne er glade for ’luftkrigen’, som er med til at presse priserne i bund. 84% synes, den øgede konkurrence er ’positiv’ eller ’meget positiv’.

 

Den altoverskyggende årsag skal findes i prisen.  Undersøgelsen viser, at 76% angiver, at ’flybilletterne er blevet billigere’ som den væsentligste årsag til at flyve mere. Et andet argument er tidsfaktoren, som for hver femte dansker er det vigtigste. 19% svarer, at de vil flyve mere indenrigs, fordi det er nemt og hurtigt.

Skrevet af Flemming Juul