- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Terrorforsikring vil koste for meget

De to store rejseforsikringsselskaber – Europæiske og Gouda - er enige: ”Vi kan godt lave en egentlig terrorforsikring, men den bliver så dyr, at næppe nogen vil betale for den.”

Efter bomberne i Sharm el-Sheikh nøjedes Udenrigsministeriet med at advare mod rejser til badebyen ved Det røde Hav og opfordre danske turister til at blive på deres hotelområde.

Men fordi ministeriet ikke ville en evakuering, tegner et nyt billede sig for procedurer ved fremtidige terroraktioner.



Rejsebureauer med gæster i det berørte område kan have forståelse for, at gæsterne vil hjem, men det bliver så for egen regning – medmindre Udenrigsministeriet beordrer en evakuering.

Atlantis Rejser skønner, at bureauets evakuering af over 700 gæster fra Sharm el-Sheikh vil give en økonomisk øretæve på tre millioner kroner. Terrorbomberne i Egypten rammer navnlig Atlantis hårdt, eftersom bureauet næste udelukkende har rejser til Egypten.



HVAD MED EN TERROR-FORSIKRING?

Men vil turister hjem efter at have været tæt på en terroraktion, hvorfor så ikke tilbyde en terrorforsikring?

Adm. direktør for Europæiske Rejseforsikring, Preben Mullit, sagde mandag til Radioavisen, at en sådan forsikring vil blive alt for kostbar og blive et spørgsmål om forsikringstageren og forsikringsselskabet kunne enes om, hvornår der var behov for at evakuere.



Det var ikke muligt for Take Off mandag træffe Preben Mullit, men hos konkurrenten, Gouda, sagde adm. direktør, Jesper Kjeldsgaard:



”Vi kunne godt lave en sådan forsikring, men der er faktisk allerede terrordækning i vores nuværende forsikring. Den dækker, hvis forsikringstageren direkte – fysisk eller psykisk – er berørt af en terroraktion. Men den dækker ikke, hvis man blot har været i et område, hvor en terroraktion har fundet sted.”



”Skulle vi lave en egentlig terrorforsikring, som dækker øjeblikket hjemtransport med f.eks. rutefly, ville en sådan formentlig koste en væsentlig del af selve rejsens pris – hvis kunden skal have mulighed for at vælge, om man vil bringes hjem før tiden,” siger Jesper Kjeldsgaard og tilføjer:



”Man kan sammenligne vores terrordækning med, at man er dækket, hvis man er involveret i en tog- eller trafikulykke eller tilfældigvis kører forbi og ser ulykken. Men forsikringen dækker ikke, hvis man blot er i samme by og hører om den. Eller, for at være mere konkret, er man på sydkysten i Spanien og hører om en bombe i Madrid, er man ikke dækket.”



”Gouda evakuerer når Udenrigsministeriet siger det; og det siger de når deres efterretninger beskriver akut fare for danske statsborgere i et område. Gouda kan dog vælge at evakuere på et tidligere stadie, men vi finder Udenrigsministeriets vejledning fra Sharm el-Sheikh helt rimelig,” siger Jesper Kjeldsgaard.



HB

Skrevet af