- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Lufthansa på opkøb, men ikke hos familien

Analytikerne havde i går møde med flyselskabets topchef og hvisker fortsat om, at SAS og Austrian Airlines er på opkøbslisten, men det kan de godt glemme, for Lufthansa ser ingen fordele i at sluge familiemedlemmer.

Da Lufthansa forleden havde møde i Køln med analytikere sagde præsident Wolfgang Mayerhuber ifølge Børsen, at man fortsat er indstillet på opkøb, når Swiss er indlemmet.



Straks opstod rygterne igen blandt analytikerne om, at gode emner kunne være SAS og Austrian, begge medlemmer af Star Alliance. De rygter kunne godt være skudt ned med det samme, men da ingen tilsyneladende spurgte, blev de hængende.



Som nævnt i den ny udgave af Take Off er både SAS og Lufthansa indstillet på at fortsætte fra januar den meget omfattende samarbejdsaftale, der betyder at de deler på bundlinien al trafik mellem Skandinavien og Tyskland. En sådan aftale fås ikke bedre, og Lufthansa er ikke indstillet på opkøb i Skandinavien under nogen form, før den dag SAS måtte være i akut nød.



Det samme gælder hos Austrian og Vagn Sørensen, en loyal samarbejdspartner med gode østrigske rødder, som nok har underskud pt., men er godt forankret i Østrigs miljø og kultur og på ingen måde pirrer den store partner. Tværtimod, der arbejdes meget tæt sammen, og der er ingen økonomisk krise.



Hvem Wolfgang Mayrhuber har i tankerne står hen i det uvisse. Men gode familiemedlemmer, der sagtens kan klare sig selv, er det ikke.

Ejv.

Skrevet af