- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DBTA lukker mus ind i en ostebutik

AKTUEL KOMMENTAR: ”Sjældent har jeg oplevet noget så besynderligt, som valget af en af årets nominerede prismodtagere ved Danish Business Travel Associations julemøde,” skriver Ejvind Olesen.

Af Ejvind Olesen, tidligere rejseredaktør på Berlingske Tidende og senere chefredaktør på Take Off/Standby

Sjældent har jeg oplevet noget så besynderligt, som valget af en af årets nominerede prismodtagere i Danish Business Travel Association, der fandt sted forleden ved årets julemøde.

I hvert fald nomineringen af andenpræmien. DBTA er en snart halvtredsårig sammenslutning, hvor leverandører og købere af transport, hoteller, billeje og andre ydelser relateret til forretningsrejser på alle niveauer, hjælper hinanden med at nå frem til det bedst mulige for deres respektive firmaer. Der er 110 DBTA-medlemmer, et halvt hundrede travel managers, resten leverandører, primært flyselskaber og hoteller

Jeg har ved flere lejligheder deltaget i DBTA’s arrangementer med fagligt indhold, men dog aldrig med det formål at spænde ben for sig selv. Når en bestyrelse med førnævnte formål kan nominere en virksomhed, der går ind for at begrænse flyvning, på et tidspunkt, hvor hele branchen bløder, må man have lov til at stå desorienteret tilbage.

Vil droppe 11.000 flyrejser om året
COWI-koncernen kom på andenpladsen med følgende motivering: ”COWI vil sløjfe 25 procent af alle flyrejser forbundet med kundemøder og 50 procent af flyrejser relateret til interne møder og seminarer. Det svarer til cirka 11.000 flyrejser om året. Formålet er generelt at skære markant ned på flyrejser som et led i klimainitiativer.”

Halleluja, vi hjælper SAS og de andre flyselskaber med at skære deres eksistensgrundlag væk. Færre fly og færre ansatte.

Måske COWI på globalt plan kan hjælpe andre flyselskaber rundt om i verden med at skrumpe. De kunne jo starte i Norge med Norwegian – der er alligevel ikke så meget tilbage.

Man ser det for sig. Næste år kan vi barbere yderligere 10.000 rejser væk. Hvad skal vi også med alle de fly i København og Billund? Lad så bare Aalborg beholde deres, så de kan nå at få lidt glæde af deres nye jernbane.

Ved at lukke COWI ind i DBTA, svarer det til at lukke mus ind i en ostebutik. Og hvis der har været fælder i butikken, er de for længst smidt ud igen.

En skønne dag er der ikke mere ost tilbage – og heller ikke noget DBTA.