- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hotelkæde fyrer salgschef

Efter ni måneder på posten fritstillede en af Danmarks største hotelkæder i dag sin salgschef, hentet til kæden fra topstilling i stort dansk rejsebureau.

Cab Inn fritstillede i dag, mandag, sin salgs- og bookingchef, Claus Bo Becktoft, der i januar kom til lavpriskæden fra topjob i DSB Rejsebureau, erfarer Take Off.



Claus Bo Becktoft bekræfter Take Offs oplyser og siger: ”jeg havde i fredags en samtale med Cab Inns ledelse, som ikke synes samarbejdet fungerede tilfredsstillende. Det måtte jeg give dem ret i – den følelsen var gensidig. Jeg har måske været for innovativ i min tid i Cab Inn, som alt andet lige har et fantastisk koncept. Men nu er jeg klar til en frisk start og åben for nye jobforslag.”



Cab Inns ejer, Niels Fennet, var ikke i sit normale information mood, da Take Off ringede:

”Hvor ved du det fra? Det har jeg ingen kommentarer til før vi har informeret personalet,” lød det fra Niels Fennet.



Fennet ville heller ikke sige, hvorfor salgschefen blev fritstillet eller om der er en afløser klar.



Claus Becktoft begyndte i rejsebranchen 1981. Han har været i Grønlands Rejsebureau, Benns Rejser, FDM travel, Air Canada i København og havde syv år som bureauleder i DSB Rejsebureau inden han i januar i år skiftede til Cab Inn.



Cab Inn er på vej mod sit 9. hotel i Danmark – bl.a. indvies næste år et Cab Inn i Ørestaden, som med sine 710 værelser bliver Nordens største.



Cab Inn har i forvejen tre hoteller i København samt et i Esbjerg, Århus og Odense. Næste år åbnes endnu to hoteller, i Aalborg og, som nævnt, Danmarks største hotel i Ørestaden, Cab Inn Metro.



Foreløbig har Cab Inn over 3.000 sengepladser på 1.176 værelser.



Siden starten i 1990 har Cab Inns grundidé været overnatning til lave priser. De små værelser er inspireret af DFDS’ kahytter – alle med eget bad og wc.



HB

Skrevet af