- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Gensyn med Stauning Lufthavn

Cimber Air kommer på besøg 40 år efter selskabet indledte ruteflyvning fra Stauning

Det bliver et glædeligt gensyn for Stauning Lufthavn, når et fly fra Cimber Air torsdag sætter hjulene på den 1.500 meter lange landingsbane, skriver Flemming Hvidtfeldt i Ringkjøbing Amts Dagblad..

Flyet kommer med et halvt hundrede miljø-notabiliteter fra det meste af verden og med miljøminister Connie Hedegaard (K) i spidsen. Alle skal besøge Vestas i forbindelse med en rundtur i Danmark. Rundturen er en del af en stor miljø-konference, der afvikles i København.


Inden flyet lander i Stauning har det rundet de store havvindmøller ved Horns Rev og efter besøget hos Vestas, hvor man skal se afdelingen i Ringkøbing, sættes kursen mod København.

Det glædelige gensyn for lufthavnen gælder dog især Cimber Air, der for 40 år siden netop var det selskab, der indledte ruteflyvning fra Stauning til København 15. juli 1967.


Ruteflyvningen sluttede endeligt i 1992 og i den periode befløj ikke færre end otte forskellige selskaber ruten. Blandt dem var SAS, Mærsk, Midtfly og Business Flight.

Flyet fra Cimber Air er af typen ATR72 og langt yngre end det, Cimber Air oprindeligt startede indenrigsruten med, men det fly, man indledte ruteflyvningen fra Stauning med, står rent faktisk i dag i Stauning. Det er pillet i stumper og stykker, men det kun for en kort tid.

”Vi er i gang med at restaurere flyet”, fortæller lufthavnschef Allan Jensen, der har bestridt posten i fire år. Han regner med, at restaureringen er afsluttet i løbet af sommeren, så det kan kan blive en del af udstillingen i Dansk Veteranflymuseum.

Flyet er en De Havilland Dove 6, bygget 540 eksemplarer. I Cimber-versionen var der plads til 11 passagerer og to piloter. Flyet kom til Danmark i 1969, hvor det var aktivt i 10 år. Da Cimber i 1979 ikke kunne bruge det mere, overdrog de det til Danmarks Flyvemuseum, der skilte den ad og fløj den fra Sønderborg til Sjælland i en C-130 Hercules. Siden blev det flyttet til Danmarks Flyvemuseums depot i Billund og endnu senere til Stauning.

”I første omgang bliver det kun flyets skrog, der udstilles”, fortæller Allan Jensen. ”Vi kan simpelthen ikke nå at få lavet al indmad som stole, bagagenet, gulv og de øvrige dele, der normalt findes i kabinen på et fly. Det er dog tanken, at vi med tiden vil sørge for, at de ting også kommer på plads. Dog vil cockpittet være intakt med stole og instrumentering”.

Skrevet af