- STANDBY.DK - https://standby.dk -

De lokale elsker turister – for det meste

Den lokale befolkning på de danske turistdestinationer er generelt glade for turismen og har et godt øje for de positive effekter, men der er visse forbehold, og på nogle destinationer ønsker man ikke flere turister i højsæsonen.

Den lokale befolkning på de danske turistdestinationer er generelt glade for turismen og har et godt øje for de positive effekter, men der er visse forbehold, og på nogle destinationer ønsker man ikke flere turister i højsæsonen.

Det fremgår af en ny stor undersøgelse gennemført af analysebureauet Megafon for Videncenter for Kystturisme med over 2.000 telefoninterviews blandt fastboende på 20 feriesteder, der indgår i et udviklingsforløb hos videncentret.
“Generelt kan vi sige, at der er rigtig stor opbakning til turismen, og på landsplan er det kun en enkelt procent af de lokale, der vurderer effekterne som negative. Det viser folkelig støtte til de mange aktiviteter for at fremme kystturismen,” siger konsulent Jacob R. Kirkegaard Larsen, Videncenter for Kystturisme.

“Der er en bred forståelse for, at turismen løfter hele lokalområdet, både som indtægtskilde og som faktor til at skabe liv og aktiviteter, der kommer alle til gode. Og det er værd at bemærke, at opbakningen generelt også er meget stor hos dem, som ikke selv er afhængige af indtægter fra turisme.”

De lokale gevinster har sin pris, f.eks. i form af mere trængsel, mere støj og mere affald. På nogle destinationer er der bekymring for øget slid på naturen og forstyrrelse af dyrelivet.

“Trods de medfølgende gener, er der generelt tilfredshed med den indsats, der gøres fra det offentlige for at tiltrække turister til området. Og kun 3% ville foretrække, at antallet af turister faldt,” påpeger Jacob R. Kirkegaard Larsen.

Når det gælder spørgsmålet om at tiltrække flere turister – der støttes af 55% af de adspurgte på landsplan – foretrækker 60%, at stigningen enten bliver ligeligt fordelt mellem høj- og lavsæson, eller sker primært udenfor højsæsonen (29%).

Når det gælder lokale variationer er det markant, at feriesteder som Allinge-Sandvig og Billund skiller sig ud med en meget positiv holdning til turisme. I Billund finder 94%, at det er positivt at have turismen tæt på. I Allinge-Sandvig er andelen 97%, og her har ikke en eneste negativ holdning til de lokale effekter af turismen.

På spørgsmålet om gener ved turismen er parkeringsproblemer og mængden af trafik de to største og generer henholdsvis 37 og 30% på landsplan. Lokalt er generne ved parkering højst i Gilleleje, Lønstrup, Rørvig og Skagen.

Analysen kan downloades hos Videncenter for Kystturisme på www.ckt.dk