- STANDBY.DK - https://standby.dk -

De var danskernes rejsefavoritter i 2021

Rejsesøgemaskinen Momondo.dk har kigget på rejsetrends, der var med til at forme 2021. Listen over udenlandske destinationer, danskerne søgte mest, toppes af europæiske rejsemål.

Ved at analysere millioner af søgninger, viser tallene fra rejsesøgemaskinen Momondo, hvordan danskerne har navigeret i et uforudsigeligt rejseår.

Momondo har godt nok hovedkontor i København, men drives af rejsesøgemaskinen Kayak, der er en del af hollandske Booking Holdings med blandt andet mastodonten Booking.com.

Per Christiansen, talsperson for Momondo i Danmark, siger i en pressemeddelelse: “2021 har været et uforudsigeligt år, også når det kommer til rejser. Vekslende rejserestriktioner har til en hvis grad haft en indvirkning på efterspørgslen på rejser, men jeg tror også, at danskerne bliver dygtigere til at navigere i disse ændringer.”

De ti mest søgte rejsemål i år på Momondos danske hjemmeside har været: Malaga, Paris, Mallorca, London, Rom, Barcelona, Istanbul, Dubai, Beirut og Berlin.

Hos Momondo var den travleste rejsedag i år den 16. oktober, i starten af efterårsferien – baseret på flest søgninger på momondo.dk med afrejse den pågældende dato.

Danskernes søgninger på billeje steg markant
I år steg søgningerne på billeje på Momondos danske hjemmeside – der var omkring 13 gange så mange søgninger som i 2019. Momondo lancerede i år et Road Trip Index, der placerede Portugal som den mest roadtrip-venlige destination i Europa.

Opgørelsen fra Momondo viser også, at for lande uden for Danmark med flest søgninger for rejser til Danmark, toppede USA.

”Selvom flysøgninger til Danmark fra udlandet forblev under niveau sammenlignet med inden coronakrisen, var international turisme stadig til stede i år,” skriver Momondo i sin pressemeddelelse. De fleste søgninger om rejser til Danmark kom fra USA, fulgt af Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien, oplyser Momondo.

Rejsesøgemaskinen har også analyseret, hvilke udenlandske destinationer, der i år så den største stigning i flysøgninger på Momondos danske hjemmeside sammenlignet med 2019.

Her var skiferiedestinationen Sælen i Sverige den mest trendende med en stigning i søgninger på over 250 procent i år sammenlignet med 2019.

Herefter fulgte Baku, hovedstaden i Aserbajdsjan, med en stigning i søgninger på over 230 procent – muligvis fordi Danmark og Tjekkiet i juli skulle spille kvartfinale i Baku under EM-slutrunden i fodbold. Nummer tre af årets højdespringere i antal søgninger sammenlignet med 2019 var den græske ø, Korfu. Her var stigningen cirka 175 procent.

Relaterede artikler:

”Lande ændrer rejseregler fra dag til dag”

Østrig åbner for skiturister med boosterstik

Danskerne vil helst til London og Spanien