- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Kommentaren – Terminal 5 imponerede ikke

Også lørdag og søndag gik det galt i Heathrows nye Terminal 5. Det oplevede en gruppe danske rejsebrancheansatte på nærmeste hold. Take Offs redaktør kommenterer en dårlig dag i T5, hvor 126 BA-fly blev aflyst - mange pga. af en snestorm, der aldrig kom..

Af Henrik Baumgarten



Tænk at man skulle blive glad for et gensyn med Heathrows Terminal 3, en af de mest overfyldte terminaler i europæisk luftfart.



Men det skete i går, hvor vi var en gruppe fra den danske rejsebranche, som skulle hjem fra London.



Dagen var ellers startet rigtig godt, da vi om morgenen gik fra borde fra det italienske krydstogtrederi MSC Cruises nyeste skib, Poesia, som ved midnat var blevet døbt i havnen i Dover (dén historie er der mere om i den kommende april-udgave af Take Off)



Under busturen søndag formiddag mod London begyndte det at sne, og landskabet var snart klædt i smukt hvidt.



Men sneen var stoppet, da vi kom til London – og der kom ikke mere sne den dag.



Efter et par timer i London, kom vi søndag eftermiddag til Terminal 5, hvor vi skulle flyve hjem med British Airways til København, afgang kl. ca. 19.



Men… Her begyndte det så at gå galt. Der var meldt om udsigt til endnu en gang kraftig sne søndag eftermiddag, det fik vagthavende hos British Airways’ trafikafdeling til at aflyse det ene fly efter det andet, kun langruterne kom af sted.

I alt blev 126 fly aflyst fra T5 i går.



Men der kom ikke et snefnug – sigtbarheden var hele eftermiddag så god, at man nærmest kunne kigge jorden rundt to gange…



Tusindvis af passagerer stod i en alenlang kø i Terminal 5 og ventede på nærmere information, ombooking, hotelvoucher osv.



Og kun højst halvdelen af BA’s informationsskranker var bemandet, selv om der var så mange ventende passagerer, pinligt. Senere hørte vi fra andre danskere, at de havde brugt flere timer på at komme igennem køen.



Og informationsniveauet var til minus 14. Kun én gang i de tre timer, vi tilbragte i Terminal 5, kom der information over højtalerne. Her bad man passagererne væbne sig med tålmodighed og at man arbejdede så hurtigt man kunne.



Heldigvis sørgede MSC for at få os ombooket til det sene SAS-fly – fra Terminal 3. Det var to timer forsinket – fordi SAS af englænderne havde fået at vide, at der ville komme en snestorm.



”Så vi kiggede noget forundret, da vi kom her over, hvor sigtbarheden var perfekt,” sagde SAS-kaptajnen til passagererne i den stopfyldte Airbus på hjemturen til København, hvor vi landede et godt stykke efter midnat.



I øvrigt var det pudsigt, at snestormen åbenbart kun skulle have ramt T5 – for flyene fra de andre terminaler synes at flyve fint i går.



Også lørdag var der masser af aflysninger fra BA’s Terminal 5, denne gang, skrev BBC, pga. computerfejl.



Det var mit første møde med den helt nye Terminal 5 – og serviceniveauet var ikke imponerende.



Og ham fjolset fra BA, som aflyste alle flyene, og meteorologen, som forudså snestormen der aldrig kom, har forhåbentlig fra i dag nyt job i et fjernt kontor med at slikke frimærker. Det rækker deres evner til.





HB

Skrevet af