- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Delta får atter sommerrute til København

FLYSELSKABER: Delta Air Lines flyver som eneste amerikanske flyselskab til København – igen i 2015 får Skyteam-medlemmet sommerrute.

Selskabet vil igen næste år flyve en ren sommerrute til København fra New York JFK. Ruten trafikeres længere tid næste år end den blev i år.

Delta Air Lines’ sommerrute flyves igen dagligt med en Boeing 757-200 fra 23. maj til 2. oktober næste år.

Det er næsten to måneder længere end ruten blev betjent i år – med tidligere start og senere lukning næste år.

Mens SAS flyver fra Skandinavien til Newark-lufthavnen ved New York, bruger såvel Delta Air Lines som Norwegian JFK-lufthavnen.

I sommeren 2015 planlægger Norwegian at flyve fire gange ugentligt mellem København og New York, hvilket er samme frekvens og kapacitet som i sommeren 2014, skriver CPHTraveller.dk.