- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Delta forbedrer sit produkt for milliarder

Frem for at købe nye fly, vil verdens største flyselskab modernisere sin flyflåde for en milliard dollars.

Delta Air Lines vil de næste tre år bruge over 300 mio. dollars årligt på en række forbedringer. Der kommer bl.a. flad-senge på 90 af selskabets Boeing-fly på langruterne. Der kommer også første klasse-kabiner på 66 jetfly, der flyves af Deltas regionale partnere.

 

Delta, der i 2008 opslugte Northwest Airlines og dermed skabte verdens største flyselskab med 120 mio. årlige passagerer, oplyser, at 269 Northwest-fly skal ommales og udstyres som Delta-fly. Endvidere skal 170 af selskabets Boeing-fly have de såkaldte winglets, der formindsker brændstofforbruget med et par procent.

 

Ligeledes skal nogle af Delta business class-lounger forbedres og der åbnes nye i Seattle, Philadelphia og Indianapolis.

 

Delta har foreløbig en helårlig rute mellem København og dets hovedlufthavn, Atlanta. 19. maj åbner Delta en daglig rute fra København til New Yorks JFK-lufthavn.

Skrevet af Henrik Baumgarten