- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Den nøgne sandhed

WEEKENDKLUMME: Der kom mange interessante pressemeddelelser i denne uge, men en enkelt slog alle de andre og gør, at vort liv ikke har været forgæves. Hotels.com har sat sig for at finde ud af, hvad deres kunder sover i om natten i hotelsengene.

Ejvind Olesen

WEEKENDKLUMME: Der kom mange interessante pressemeddelelser i denne uge, men en enkelt slog alle de andre og gør, at vort liv ikke har været forgæves. Hotels.com har sat sig for at finde ud af, hvad deres kunder sover i om natten i hotelsengene.

Af Ejvind Olesen 

Halvdelen, 51 procent, af franskmændene sover uden en trevl på kroppen, når de sover på hotel. 24 pct. af nordmændene gør det, mens 20 procent af svenskerne gør det.

Den er derimod helt galt med danskerne, hvor 28 pct. sover i pyjamas og 47 procent i undertøj. Vi er altså langt mere generte og blufærdige. Kun 18 procent sover nøgne.

Tænk, det har Hotels.com fundet ud af i en ny undersøgelse blandt 25.000 respondenter og 1.300 danskere.

Og nu er det så kunderne spørger: Hvordan har I fundet ud af det? Det siger den uhyre interessante pressemeddelelse nemlig ikke noget om.

Lad os prøve at gætte.

De har brugt skjult kamera, personlig overvågning eller elektronisk forbindelse via mobiltelefon eller andre moderne hjælpemidler.

De har udskrevet en konkurrence blandt stuepigerne, som skulle udfylde en rapport til statistikkontoret.

De har lavet stikprøver ved natlige besøg under påskud af at skulle checke minibaren.

De har testet forskellige værelser for at finde et repræsentativt udsnit. Flest yngre, færre ældre. De har det med at fryse mest.

De har testet både sommer og vinter og lavet et gennemsnit.

For det kan da vel ikke tænkes, at de har spurgt så mange om en sådan gang vrøvl. Og at de pågældende har gidet svare på det.

Alt i alt er undersøgelsen så informativ og dristig, at Hotels.com nok skal få mange nye kunder i den anledning.

Jeg ville nu nok lige checke mine omgivelser nærmere, inden jeg gik til ro næste gang i en hotelseng anvist af bookingfirmaet.

God Weekend – med eller uden nattøj!