- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Den stressende flyrejse

Et er at skulle skifte fly undervejs, noget andet er at få stress af frygt for ikke at nå den næste forbindelse. Selv om flyselskaberne gør meget for at undgå at stresse, bliver præcisionsjaget værre og værre.

”Vi skal på krydstogt i Caribien. Vi flyver med Norwegian, og det hele var planlagt, da vi blev kontaktet af flyselskabet”, fortalte en kvindelig bekendt forleden. Hun er lidt bekymret. De er en familie plus venner i alt 13 passagerer, som skal rejse sammen i nær fremtid.

”Vi fik at vide, at vort direkte fly fra København til Ford Lauderdale er aflyst. Vi fik tilbud om at rejse dagen før, hvilket vi ikke kunne. Derefter tilbød man os den oprindelige afrejsedag, men så skulle vi flyve fra København til Oslo og derfra videre til Gatwick og med direkte Norwegian fly til Florida.

Der er blot det minus, at der er beregnet to timer til at skifte fly, men vi har kun 1,50 time. ”Det bør kunne nås, hvis der er rettidig afgang fra Oslo (og før det fra København)”, sagde kontakten i Norwegian.

”Vi er da lidt bange for, om de venter på os i Gatwick. Vi har planlagt at komme en dag før vi skal sejle”, fortsatte min bekendt fra den unge familie.

Det er svært at få slots i Gatwick. Det ved de fleste i luftfart i dag. Derfor skal afgang og ankomst gerne holdes. Også selv om der er et Norwegian-fly på vej fra Oslo måske i dette tilfælde med 20-30 passagerer eller flere, som skal skifte til en oversøisk flyforbindelse med samme selskab.

Var det nødvendigt at stresse?
Jeg håber da, at planen holder. Men var det nødvendigt at stresse en dansk gruppe på den måde? Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvorfor Norwegian aflyser, men formentligt fordi salget til den pågældende afgang fra København er for ringe, men det kan også være mangel på fly. Når man så over for publikum sætter spørgsmål ved, om forbindelsen holder, må det jo være baseret på dårlige erfaringer.

Nu er det ikke første gang, at der er passagerer med for kort overgang. Fra det ene Lufthansa fly til det andet, eller SAS for eksempel. Jeg er i hvert fald tre-fire gange kommet for sent til afgange fra New York til København med forbindelse fra andre store amerikanske lufthavne. Og så er der blevet løbet forgæves.Til gengæld har SAS altid været perfekte til at finde erstatning.

Jeg har også stået tilbage med passagerer, som ikke nåede frem på grund af dårlig mobilitet og ventetid i sikkerhedskøen. Masser af stress og mange bemærkninger: ”Hvorfor ventede de dog ikke på os?”

Det kan der være flere grunde til. Men dels er selskabet næsten naglet til sin slot afgang, hvis det ikke vil forsinkes i flere timer. Dels er det vigtigt, at selskabet kan holde sin præcision statistik – og at de, der allerede er om bord, ikke forsinkes, så de også skal have erstatning. Ofte via de såkaldte dusørjægere.

De, der blev tilbage, skal til gengæld havde den fine service med hotel eller med andre, hurtige forbindelser. Det forventer de, og det klarer nogle selskaber unægteligt bedre end andre.

Når heldet følger med
Jeg havde ledelse af en dansk gruppe i New York på 40 personer. Som sædvanligt ville arrangøren i New York af sted i alt for god tid til Newark. ”Tænk på trafikken”. Hvor har jeg hørt det mange gange, og så kan man i et par ekstra timer sidde og hænge i lufthavnen frem for at bruge tiden på Manhattan.

Jeg nedlagde protest og brændte mig for en gang skyld. Der var sket et trafikuheld på vejen til Newark, og var der nogen, der havde stress, var det mig.

Vi nåede til indcheckning et kvarter før flyafgang til København med SAS. Og jeg tænkte i mit inderste: ”Nå, de flyver nok ikke fra 40 passagerer på samme fly”.

Det gjorde de heller ikke. For i en bil bag ved vores bus var både cockpit- og kabinepersonale fra SAS. Hvor heldig kan man være?

Alliance terminal
Desværre tror jeg fortsat, der opstår stress hver eneste dag blandt flypassagerer for eksempel i en stor lufthavn som Chicago O’Hare, hvor der kan være rigtig langt fra den ene terminal til den anden.

I andre tilfælde kommer man til samme terminal, som man skal videre fra. For eksempel i Star Alliance Terminaler som i München og Frankfurt. En af de hurtige er også i Keflavik i Island, der efterhånden er blevet en travl mellemstation til USA.

Stress på flyrejsen forbliver desværre nok en del af flyrejsens dagligdag.