- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Derfor bliver de flyttet til Cimber A/S

TIRSDAGSKLUMME: De udvalgte – eller fravalgte vil de måske selv kalde sig – skal overflyttes til Cimber-selskaber (nyt navn på vej). Det kan SAS til enhver tid gøre uden accept, men så følger hverdagen.

TIRSDAGSKLUMME: De udvalgte – eller fravalgte vil de måske selv kalde sig – skal overflyttes til Cimber-selskaber (nyt navn på vej). Det kan SAS til enhver tid gøre uden accept, men så følger hverdagen.

Af Ejvind Olesen

Det er ikke første gang SAS overfører personale til et hundredprocent ejet datterselskab, som det nu sker med 117 piloter og 120 fra kabinepersonale til Cimber-rammerne fra 1. april. Det har de prøvet i SAS Cargo og i handlingsselskabet, SGS. Sidstnævnte frem og tilbage endda.

Nu er der tale om udvalgte, laveste på senioritetslisten. De yngste må man forstå. Hos kabinepersonalet skal man vistnok have været mindst 10 år i jobbet for at kunne blive i moderfirmaet, fordi der er brug for purserne på andre ruter.

Lad det væres slået fast, at de pågældende ikke har noget retskrav på at forblive i store SAS. Da SAS accepterer, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse, kan de – hvis der ikke skulle blive opnået enighed fra dag et – fortsætte på nuværende vilkår i det nye selskab.

Men herefter melder realiteterne sig i den nye hverdag. Noget tyder på, at SAS gerne vil diskutere forholdene i de overenskomstforhandlinger, som ellers for kabinepersonalet først kommer i 2017. Det giver endnu en tidsfrist til hvad, der kan ske i værste fald – i tilfælde af mangel på forlig – nemlig opsigelse med behørigt varsel.

Ingen har lagt skjul på, at hele øvelsen med overførsel af fly og personale har til formål at skabe en rationel drift, som er mindst 25 procent billigere end de nuværende. Det kræver en betydelig fleksibilitet fra personalet.

Da der er tale om de sidst ankomne, og yngste, er der måske ikke så meget at hente på selve lønningerne. Men arbejdstidsreglerne og bemandinger kommer i fokus.

Det hele ville blive meget mere fredeligt og give langt bedre startbetingelser for det nye selskab, hvis parterne kunne nå et forlig allerede nu, hvilket udefra set tegner til at blive svært. Blandt andet, fordi kabinepersonalet ikke mener, de får alle deres rettigheder med over i Cimber.

For få år siden ville den situation for længst have ført til arbejdsnedlæggelser. Sådan er det ikke gået indtil nu. Det er som om personalegrupperne i SAS er klar over, at et sammenbrud kun fører èn vej: Endnu mere udlicitering til andre selskaber.

Der er kun et par uger til, at den nye chef Kent Hansen for red 1, som er arbejdstitlen, sætter sig i stolen og samler sit lederteam, som også bliver på smalkost.

Erfaringerne fra SAS Commuter, hvor det hele løb løbsk og endte med at koste lige så meget som i moderselskabet, og derefter blev lukket ned, ved han alt om. Han var nemlig kaptajn og operationel chef.