- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Derfor er tysk og norsk turisme så vigtig i Danmark

Udenlandske turister af alle slags - storbyturisme, kyst-og naturturisme samt erhvervsturisme - bruger 55 milliarder kr. om året i Danmark. Tyskland og Norge leverer den største omsætning.

Senest fredag kommer der melding fra statsminister Mette Frederiksen om eventuelle danske grænseåbninger samt status for de danske rejsevejledninger. Størst forhåbning er der til, at tyskere og nordmænd igen kan komme indenfor i turismedanmark. Det er de to lande, hvis rejsende omsætter for mest.

Dansk Erhverv har i ny analyse kigget på betydningen af udenlandsk turisme og hvorfor den er så vigtigt for mange danske virksomheder.

De seneste tal viser, at udenlandske turister i den nyeste opgørelse brugte tæt på 55 milliarder kroner i Danmark, her af lagde de fem største lande 36 milliarder kroner, eller to ud af tre kroner. Det var Tyskland med 15,2 milliarder kroner, Norge 8,1, Sverige 7,4, Storbritannien 3,6 og Holland med 1,7 milliarder kroner.

Derfor koster manglen på udenlandske turister – hvad enten de er storbyturister, indenfor kyst-og naturturisme eller erhvervsturister – milliarder af kroner i det danske samfund som følge af blandt andet lukkede grænser og forsamlingsforbud.

I sin analyse skriver Dansk Erhverv blandt andet: ”Selv på den anden side af åbne danske grænser er der lange udsigter til en normal verden i international turisme og luftfart. Udenlandske gæsters forbrug i Danmark er så stort, at et eventuelt øget dansk forbrug umuligt vil kunne hamle op med tabet.”

Udenlandske turister sætter stort aftryk
København er den destination, der omsætter mest på udenlandsk turisme, i alt 24,5 af de 55 milliarder kroner.

Dernæst følger Destination Vesterhavet med 4,7 milliarder kroner og Destination NordVestkysten med 3,7 milliarder kroner, mens Aarhusregionen og Destination Nord følger efter, begge med 3,1 milliarder kroner i udenlandsk omsætning.

De øvrige danske destinationer på listen over de mest indtjenende fra udenlandske turister er, oplyser Dansk Erhverv, Destination Trekanten, VisitNordsjælland, Destination Fyn, Destination Sydvestjylland, Destination Sønderjylland, Visit Lolland-Falster, Destination Sjælland, Destination Bornholm, Destination SydkystDanmark, Destination Himmerland, Turistsamarbejdet Kystlandet, VisitHerning og Destination Limfjorden med 300 millioner kroner.

København er drivmotor i storbyturismen
Turismen i Danmark er opdelt i tre forretningsområder, skriver Dansk Erhverv. Storbyturisme dækker ferieturisme i de fire største byer: København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Kyst-og naturturisme er ferieturisme uden for de fire store byer, mens erhvervsturisme er forretningsrelateret turisme, for eksempel kongresser, erhvervsrejser og internationale møder, i hele landet.

Storbyturismen er det forretningsområde som relativt er mest afhængig af udenlandsk turisme, målt i omsætning. København er den suverænt største danske storbydestination for udenlandske turister, hvoraf størstedelen ankommer med fly.

I omsætning er kyst- og naturturisme den største indtægtskilde med 61,6 milliarder kroner i den seneste opgørelse, heraf kom de 25,3 milliarder kroner fra udenlandske turister, resten fra danske.

Indenfor storbyturisme omsatte Danmark i nyeste opgørelse for 32,9 milliarder kroner. 25,3 milliarder kroner kom fra de udenlandske og 36,3 milliarder kroner fra de danske turister. Indenfor erhvervsturisme omsatte Danmark for 33,5 milliarder kroner, hvoraf de 9,9 milliarder kom fra udenlandske turister.

Relaterede artikler:

30.000 i rejsebranchen registreret som nye ledige

Incomingbureauer føler sig igen glemt af politikerne

Danske hoteller mistede to ud af tre overnatninger