- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Derfor rejser de rige og berømte med kæledyr

Det er ikke længere en sjældenhed, at velhavere og kendisser har selskab af deres kæledyr, når de rejser med privatfly. VIP-flyselskab har haft hunde, falke og en lang række andre dyr med ombord.

I dag er det ikke unormalt, at man enten kan høre en hund gø eller en fugl, der laver lyde, imens et privatfly er undervejs fra en destination til en anden, da mange såvel rige som kendte mennesker vælger at medbringe deres kæledyr, når de skal til et andet land eller by.

Det skyldes, at kæledyr i dag ikke blot er en del af hverdagskulissen i hjemmet, men derimod i højere grad betragtes som nære venner eller medlemmer af familien. Derfor vælger mange ressourcestærke personer også, at de vil have deres dyr med, når de rejser.

Det er meldingen fra Lukas Petrauskas, der er salgsdirektør for det litauiske flyselskab KlasJet, som blandt andet er beskæftiget med VIP-charterflyvninger og eksempelvis flere gange har fløjet det danske herrelandshold i fodbold til og fra slutrunder eller kampe.

”Berømtheder og rige mennesker har ofte travlt, men det kan være svært at være adskilt fra ens elskede kæledyr i en længere periode. Det løser sig dog, hvis de medbringer dyrene på rejsen, og det kan desuden fungere som et element af hygge og stabilitet i de fortravlede liv, som ejerne lever.”

Har dyr med på 12 procent af flyvningerne
Salgsdirektøren forklarer endvidere, at fordelen ved at medbringe dyrene på et privatfly kontra et rutefly er, at de altid må opholde sig i kabinen sammen med deres ejer og de andre passagerer. Mindre hunde er det dyr, som KlasJet oftest flyver med, men selskabet har også haft andre slags kæledyr ombord.

“I Mellemøsten er det eksempelvis forholdsvis normalt, at falke rejser med privatfly, og vi har haft rig mulighed for at stifte bekendtskab med de behov, som disse fjerbeklædte passagerer har. De kræver ikke alverden undervejs så længe, at deres øjne er dækkede, behøver de ikke være i bur og kan sidde ved siden af deres ejer under flyvningen.”

Ifølge Petrauskas transporterer KlasJet kæledyr på omkring 12 procent af de flyvninger, som selskabet foretaget. Det drejer sig ikke alene om hunde og falke, da flyselskabet har haft en lang række forskellige slags dyr med i luften.

Forventer stigning i fremtiden
På trods af at flyvningen foregår på et privatfly, skal ejeren fortsat medbringe et dyrepas eller optegnelser over hvilke vaccinationer, som kæledyret har modtaget, hvis ankomstlandet kræver den form for dokumentation.

Ankommer flyvningen til enten Storbritannien, Irland, De Forenede Arabiske Emirater eller Island skal man desuden indhente tilladelse fra myndighederne på forhånd, såfremt man vil medbringe et kæledyr.

Overordnet set regner Lukas Petrauskas med, at tendensen med firbenede eller bevingede passagerer vil fortsætte i fremtiden.

”Selvom det engang hørte til sjældenhederne, at man rejste sammen med et kæledyr, er det forholdsvis almindeligt i dag. Vores forventning er, at vi vil opleve at endnu flere dyr rejser sammen med deres ejere ombord på privatfly i fremtiden,” udtaler salgsdirektøren fra KlasJet.


Relaterede artikler:

Vil flyve krydstogtgæster med privatfly

Stor forskel på krav fra sommerhusgæster

Delta stiller større krav til flyvende dyr