- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Designercykler i Bordeaux

For at dæmme op for den heftige biltrafik i Bordeaux, har byens borgmester fået lavet en bycykel, der er skabt af en kendt designer i samarbejde med Peugeot.

For at dæmme op for den heftige biltrafik i Bordeaux, har byens borgmester fået lavet en bycykel, der er skabt af en kendt designer i samarbejde med Peugeot.

Bordeaux’ borgmester Alain Juppé får i løbet af foråret 4.000 nye bycykler på gaden, der skal erstatte den gamle flåde. Men det er ikke en hvilken som helst cykel. Den er en kombination af en scooter og en cykel og er blevet til i et samarbejde mellem designeren Philippe Starck og Peugeot Cycles.

Pibal, som den hedder, er et led i borgmesterens 10-års plan for byen, der bl.a. går ud på at forbedre dagligdagen for byens borgere og reducere biltrafikken, og indsatsen har tredoblet antallet af cyklister i byen de seneste 10 år. Turister har også mulighed for at få en tur på designercyklen.

Men Bordeaux er ikke alene om, at have en cityscooter. Allerede i efteråret præsenterede København og Frederiksbergs kommune en ny cykel med elmotor, hvoraf de første kom på gaden i oktober, og resten forventes at komme i løbet af foråret.

De kan bruges som almindelige cykler og mod betaling kan elmotoren aktiveres, og som i Bordeaux er tanken også i København, at de nye cykler skal være et alternativ til bilen. Håbet er også, at arbejdspladser vil investere i bycykler og cykelstationer.

København lancerede som den første by i verden bycyklen i 1995.