- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Destinationsselskab kommer med opfordring

Destination Bornholm går efter at blive en vinterdestination. Det kræver dog en indsats på tværs af øen, også fra øens indbyggere, lyder det.

Spørg ikke, hvad dit destinationsselskab kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit destinationsselskab. Det er måske tanken, som man har hos Destination Bornholm.

I forbindelse med, at øen i stigende grad vil være en vinterdestination, opfordrer destinationsselskabet nemlig alle bornholmere til at agere ”vinterø-ambassadører”. Med andre ord ønsker man, at de henviser gæsterne til vinteråbne aktører på øen og også selv husker at besøge dem, skriver destinationen i en pressemeddelelse.

Destination Bornholm har sparket en kampagne i gang, som har kørt før under navnet ”Vinterøen Bornholm – samme ø, nye eventyr”.

Her sættes der fokus på naturoplevelser og julemarkeder, og i år kører kampagnen som bannerannoncer på landsdækkende nyhedssites, sociale medier og digitale outdoor-skærme i gadebilledet, lyder det.

Desuden kører en kampagnevideo også i Nordisk Films biografer og på YouTube. Kampagnen startede i uge 42 og er primært målrettet København og Nordsjælland.

Flere holder åbent i vinteren
Destination Bornholm oplever, at mange virksomheder i år holder åbent og arbejder i disse uger på en oversigt over overnatnings- og spisesteder, attraktioner, kulturinstitutioner, kunsthåndværkere og turismerelaterede specialbutikker, der har åbent i november og december og er medlem hos Destination Bornholm, oplyser destinationsselskabet.

I skrivende stund tæller listen mere end 25 overnatningssteder, 35 spisesteder og mere end 30 kunst- og kulturinstitutioner, attraktioner og specialbutikker. Tælles detailhandlen med, er listen endnu længere, lyder det.

Kræver sammenhold
Listen bliver brugt i øens turistinformation, der får mange henvendelser om vinteråbne steder fra øens gæster. Det er på grund af denne interesse, at Destination Bornholm opfordrer øens beboere til også at repræsentere deres ø.

”Turismen på Bornholm er noget, vi gør sammen, og det bliver ekstra vigtigt i vintersæsonen. Som branche skal vi være gode til at informere korrekt om åbningstider og henvise gæster til dem, der holder åbent, frem for at have fokus på det, der forståeligt nok er lukket,” siger Destination Bornholms direktør, Anders Wiberg.

At sælge Destination Bornholm som en vinterdestination er et langt, sejt træk, som kun kan lade sig gøre, når folk på øen står sammen, lyder det. Destinationsselskabet understreger dog, at man med glæde påtager sig en koordinerende og kommunikerende rolle, når øens gæster skal guides til de vinteråbne steder.

 

Relaterede artikler:

Bornholm ser øget interesse som vinterdestination

Destination Bornholm udpeger ny direktør

Aarhus-arkitekt skal omdanne bornholmsk attraktion