"Vi mener det, når vi hver vil give SAS-ledelsen 100 kr. i bonus, hvis de lever op til deres egne succeskriterier. Og så vil vi for resten ikke høre et ord mere om strejker."
Nu sætter tillidsmand i SAS Nicolas Fischer (foto) skub i "Den gode spiral" på vegne af sine medlemmer i HK Luftfart.
"Koncernchef Mats Jansson siger, at hvis det går godt for SAS, vil ledelsen dele overskuddet med medarbejderne. Vi foreslår til gengæld, at medarbejderne bør honorerer ledelsen for en god indsats," siger han.
"Det lyder som rene sommerdrillerier?"
"Nej, sådan skal du ikke forstå det. Det ville glæde os alle sammen meget at sende 100 kr. til ledelsen hvis de opfylder de tre krav, de selv har stillet for bonus. Det vil nemlig betyde, at SAS fungerer.
"Nu kommer der ganske vist trafiktal i dag fredag og halvårsregnskab onsdag den 18. august, men der er så et halvt år til årsregnskabet. Hvorfor skal du absolut have dit budskab ud nu? "
"Det skal netop vise sig om vi fortsat er på rette spor. Og ledelsens betingelser for bonus, når den tid kommer, er 1. En overskudsgrad på syv procent. 2. Særlig målestok for selskabets værdi, som skal være over 25 procent og 3. Overholde de etiske regler for SAS koncernen.
Sker det vil det betyde, at SAS tjener penge i et omfang som sikrer ekspansion og investeringer i nye fly."
"Er det ikke bare fordi I er sure over, at Mats Jansson har tilbudt jer bonus, hvis SAS får overskud og hvis I vil lade være med at strejke i fremtiden?"
"Hvem er det, der taler om strejke? Vi er inde i en kulturel turnaround. Det er hvad der optager os, " slutter Nicolas Fischer.
—–
Hvad mener du om bonus til ledelse, medarbejdere og strejker i SAS. Skriv din kommentar.