- STANDBY.DK - https://standby.dk -

”Det er nødvendigt for SAS at åbne datterselskaber”

Mange andre brancher åbner datterselskaber af konkurrencehensyn, og for SAS kunne det i modsat fald blive nødvendigt at lukke ruten til London, mener koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen.

Den 50-årige Lars Sandahl Sørensen en ægte ekspert på turisme og luftfart. Siden maj 2015 har han været koncerndirektør i SAS med ansvaret for driften i hele selskabet samt chef for SAS Danmark. Lars Sandahl Sørensen er selv meget optaget af at se verden med service som baggrund. Allerede da han var i SAS med Jørgen Lindegaard som chef, viste han sine evner og fulgte senere Lindegaard i ISS. Forinden havde han været administrerende direktør i Danmarks Turistråd (det nuværende Visit Denmark). 

1. Du kan ikke gå på vandet, men du kan så meget andet, koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen. Du kan svømme på konkurrenceniveau, bølgesurfe og ro i kajak. Det ligger i generne, at du gerne vil konkurrere, og du er kendt for at kunne lide udfordringer. Får du nok af dem i øjeblikket i et stabilt SAS i fremgang her i starten af 2019? 

”Luftfartsbranchen er en spændende branche, hvortil der altid vil være udfordringer. Vi har lige nu en stabil økonomi, men det er ikke ensbetydende med, at der ikke har været småbump på vejen dertil eller, at vi kan hvile på laurbærrene. Dertil er der for mange faktorer, der spiller ind i denne branche, konkurrencesituationen, brændstofpriser, verdensøkonomien og valuta. Men det bliver et spændende 2019, hvor vi igen skal være relevante for vores kunder.” 

Der er for mange flyselskaber
2. SAS står jo ret alene. Bortset fra en joint venture-aftale med Singapore Airlines er det ikke blevet til mere, hvad den form for samarbejde angår. Sammen med Finnair og TAP er I nogle af de få større netværksselskaber, som endnu ikke er blevet konsolideret ind i en større europæisk luftfartskoncern. Er det holdbart?

”Der er mange luftfartsselskaber på markedet i øjeblikket, og det er ikke holdbart på sigt, at der er så mange. Det kan vi se med de forskellige konkurser der har været de seneste år. Vores fokus er at blive med at være så attraktive og relevante som muligt for vores kunder ved at investere i udviklingen af vores produkt. Her har vi foretaget mange investeringer over det seneste år, i splinternye, mere brændstofeffektive, støjsvage fly, i et højhastighedswifi, som kunderne er rigtig glade for, i nye og spændende ruter, som tager kunderne derhen, hvor de ønsker.” 

3. På et eller andet tidspunkt skal man jo prøve at forny sig selv som luftfartsselskab, også udadtil. Nu er det 21 år siden SAS fik det nuværende design og flybemaling. Jan Carlzons holdt i 15 år. Er der nyheder på vej her? 

”Vi arbejder hele tiden på at forny os og at være i front i branchen. Om der kommer nyt design eller bemaling, kan jeg ikke sige noget konkret om på nuværende tidspunkt, men mon ikke der snart kommer noget på den front.”

Vore kunder forventer et stærkt SAS
4. Med samtlige ni A320neo-fly på plads hos SAS i Irland og Málaga-basen fuldt operativ til sommer, har det så været indsatsen værd? Hverken piloter eller kabinepersonalet var glade for udviklingen, for at sige det mildt? 

”Man kan ikke komme uden om den store konkurrencesituation der er i denne branche og nødvendigheden af at finde løsninger for at kunne være konkurrencedygtige, herunder at åbne datterselskaber. Mange andre brancher og virksomheder har åbnet datterselskaber i udlandet i mange år for at fastholde deres konkurrencekraft.

SAS er vigtig for den skandinaviske infrastruktur, og det skal vi blive ved med at være. Alternativet er, at vi lukker ruter til for eksempel London, og det kan vi ikke. Vores kunder forventer et stærkt SAS, som er attraktive og konkurrencedygtige, og derfor gør vi som vi gør. Det styrker SAS’ eksistensgrundlag, og det tror jeg på sigt, at alle ønsker. Det modsatte er trods alt ikke ønskværdigt. ” 

Lufthavnenes prioritering
5. Hvordan klarer SAS balancen mellem de tre nordiske hovedstæders lufthavne, som alle gerne vil være størst. Er det den samlede pris for opstarten af en ny rute, der afgør, hvilken lufthavn man vælger? 

”Vi ser på en række forskellige faktorer, når vi vælger, hvor en rute skal placeres. Det allervigtigste er efterspørgslen fra kunderne – hvor ønsker de at flyve fra? Så ser vi på andre ting som lufthavnenes afgifter, infrastrukturen med mere. Vi er et skandinavisk selskab som er til for vores skandinaviske kunder, og derfor skal vi også tilgodese kunderne i både Danmark, Norge og Sverige. 

Vi skal fortælle bedre om miljø
6. ‘Vi har ikke været gode nok i dansk indenrigsflyvning,’ har du tidligere sagt i forbindelse med satsningen i Aarhus Lufthavn. Nu vil I også flyve til Rønne igen. Samtidig stopper flere firmaer med at flyve indenrigs til fordel for bil, bus og tog. Senest har dagbladet Politiken nægtet sine ansatte, også journalister, at bruge indenrigsfly til fordel for bil, bus og tog – af miljøhensyn. I Sverige vil den nye regering have indført nattog til alle europæiske storbyer (mere konkurrence til flytrafikken), og fastholde de nuværende afgifter. Hvad mener du om en sådan udvikling? 

”Der er ingen tvivl om, at miljø og klima skal tages alvorligt. Derfor har vi også meget ambitiøse målsætninger og arbejdet med dette i en årrække. Vi har en lang række tiltag som at udskifte hele flåden med splinternye og mere brændstofeffektive fly, investere i biobrændstof, mindske madspild og så videre. Det skal vi være bedre til at fortælle om og arbejde sammen med en lang række andre aktører om. Vores infrastruktur må ikke tages for givet, og derfor er der en opgave i at få så mange som muligt med på denne dagsorden.”  

Vore kunder vil til Færøerne
7. Nordatlanten har altid spillet en rolle for den danske del af SAS. Hvorfor mener I ikke, at et flyselskab som Atlantic Airways er tilstrækkelig på Færøerne med kun cirka 50.000 indbyggere?

”Vores kunder ønsker at flyve til Færøerne, og derfor giver vi vores kunder det tilbud. Der er sket en stor udvikling på Færøerne de seneste år, hvor flere hoteller og restauranter er åbnet, og der kommer flere turister til øen. På vores bookinger kan vi se, at vi flyver turister ind fra hele verden, og det er det som vores netværk er med til. Det gælder også den anden vej, at man netop fra Færøerne kan komme hurtigt videre med os.

Udfordringen har indtil videre været at få tilladelse til at bruge RNP-udstyr på vores A320neo, som gør at vi har meget bedre muligheder for at lande, når der er tæt tåge på Færøerne. Det har vi netop fået tilladelse til fra myndighederne, og vi begynder at tage det nye udstyr i brug fra begyndelsen af februar.”