- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Det tynder ud i pionerer og stamgæster

CHARTERKOMMENTAR: Det startede med pastor Kroager og Simon Spies og kørte videre med Ragnar Falk Lauritsen over Lars Larsen til Århus Charter, men det tynder ud i stamgæsterne i charterbranchen, hvis ikke lægevidenskaben bliver dygtigere.

CHARTERKOMMENTAR: Det startede med pastor Kroager og Simon Spies og kørte videre med Ragnar Falk Lauritsen over Lars Larsen til Århus Charter, men det tynder ud i stamgæsterne i charterbranchen, hvis ikke lægevidenskaben bliver dygtigere.

Af Ejvind Olesen 

Så stopper tidligere Karolinepiger Ulla Stæt Andersen og Jette Rantale med deres ”barn” Aarhus Charter. Et charterbureau, som byggede på den samme iværksætterånd som Tjæreborg og Spies.

Senere i forløbet kom købmand Ragnar Falk Lauritsen i Herning, som drev købmandsforretning og ved siden af startede charterrejser og en kort overgang solgte ferierejser efter vægt.

For 26 år siden startede de to søstre Århus Charter, som de i går solgte videre og går på selvvalgt pension. Ind imellem forsøgte Lars Larsen sig i branchen, men fandt senere ud af, at der alligevel var flere penge i at sælge dyner og vaflede karklude.

Hvad de alle byggede på i starten – og for nogle hele perioden – var stamgæster. Folk der kom igen og igen ofte flere gange om året. Folk som meget nødigt rejste med andre, hvis der ikke var en helt klar økonomisk fordel. Fordi de kendte ekspeditører, rejseledere og hoteller.

Lars Larsen fik aldrig for alvor fat i en sådan gruppe. Det var tiden allerede for fremskreden til, og købmand Lauritsen endte med at sælge fra, da konkurrenterne kom for tæt på.

Men søstrene i Århus Charter holdt ud. Takket være en kolossal indsats døgnet rundt med at please netop stamkunderne. Kan godt være de ikke var online eller på Facebook, men de var der selv – i levende live.

Nu gik den nok ikke længere. Kunderne blev ældre og ældre, og stamgæster har det med at forsvinde, hvis ikke lægevidenskaben bliver dygtigere.

I dag flagrer charterkunder helt anderledes rundt. De shopper troløse rundt, hvor de kan finde de bedste og billigste tilbud. Sådan er vilkårene.

To unge, dygtige folk, kendt med charterbranchen, tager over i Aarhus. De har sat sig selv på en hård opgave. Det næste par år skal vise om det lykkes.